Nyheder14. september 2016

Sådan overvandt tv-landmanden Michael sin generthed

Den 35-årige Michael fik mere ud af sin deltagelse i "Landmand søger kærlighed", end han forventede.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/168209.jpg
 Foto: TV 2

Tirsdag aften inviterede landmanden Michael Kvindebjerg Hansen sine fire kvindelige bejlere på en gruppedate i programmet "Landmand søger kærlighed".

Her fik kvinderne lov til at opleve, hvordan Michael var mindre genert, end da de havde været på speeddate med ham.

Selv fortæller Michael, at der er en helt særlig grund til, at han langsomt har overvundet sin generthed.

- Det er helt klart holdet bag programmet, der har hjulpet mig med at løsne lidt op, røber den 35-årige landmand.

Det, der foregik bag kameraerne, var nemlig, at Michael fik en hjælpende hånd, når han blev for tilbageholdende og stille. Der blev han, med egne ord, beroliget og hjulpet på rette vej.

Ifølge den kærlighedssøgende hovedperson var der et helt specifikt tidspunkt under optagelserne, hvor han virkelig kunne mærke, at han rykkede sig og lagde sin generthed bag sig.

- Det var, da de tre piger flyttede ind. Der gik jeg jo op og ned af både pigerne og kameraholdet i en uge. Det var nok der, hvor jeg flyttede mig mest, siger landmanden, der til daglig arbejder i Svendborg.

- Jeg snakkede jo med nogen hele tiden i de dage. Enten var det kameraet eller pigerne.

Og mens den tilbageholdende side af Michael blev lagt væk, kunne han også mærke, at selvtilliden langsomt vendte tilbage, fordi han pludselig følte sig god nok og tilpas i pigernes selskab.

Michaels familie og venner har da også rost ham for det nye gåpåmod efter deltagelsen i programmet, ligesom han også selv kan se en markant forskel fra før og efter optagelserne.

- Jeg er vældig godt tilfreds og stolt af, at jeg er nået så langt med mig selv, fortæller den glade landmand.

Næste tirsdag er det muligt at se, hvordan Michael lægger sin generte side bag sig, når han får de tre resterende kvindelige bejlere på besøg på gården.

"Landmand søger kærlighed" bliver sendt hver tirsdag klokken 20 på TV2.

Se et galleri med deltagerne her:

Mændene i Landmand søger kærlighed 2016

Sponsoreret indhold