Nyheder19. februar 2018

Sådan går det Saga efter 'Broen'

Forfatteren af 'Broen' havde flere ideer til, hvordan det skulle gå Saga Norén
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/saga-noren-19022018.jpg
 Foto: Jens Juncker
I aftes var det uigenkaldeligt slut. Efter fire dramatiske omgange af den dansk/svenske krimiserie 'Broen' er det helt slut med seriens gennemgående figur, den svenske efterforsker fra Länskrim Malmø Saga Norén, der blev spillet af Sofia Helin. I de første to sæsoner spillede hun over for Kim Bodnia, men da hans karakter, Martin Rohde, blev fængslet for drabet på sin søns morder, blev Thure Lindhardt i rollen som betjenten Henrik Sabroe Sagas nye makker. Men efter at parret i aftes opklarede en række hævndrab, så vi slutscenen Saga køre over Øresundsbroen i sin Porsche efter at have smidt sit politiskilt i Øresund, og hvad kommer der så til at ske med opdageren? Den svenske avis Aftonbladet har spurgt seriens hovedforfatter, Hans Rosenfeldt, om hans teorier og om hvordan han har det med, at serien nu er endegyldigt slut. – Det er selvfølgelig lidt vemodigt, men samtidig føles det godt, at vi nu er færdige og har sat punktum for serien. Det har været en stor del af manges liv i mange år, men det er rart at få lov at afslutte serien. Vi er meget stolte over serien, siger Hans Rosenfeldt om krimidramaet, der er vist i 188 lande og har vundet et hav af priser. Han fortæller, at slutningen på serien ikke gav sig selv, og at de havde flere alternative slutninger oppe at vende. En af dem var, at Saga skulle dø, men ingen fra den gruppe af personer, der arbejdede med manuskriptet, syntes, at det ville være en god slutning at tage livet af Saga. - Mange havde en forventning om en dramatisk tårevædet slutning på serien, så vi valgte at gå imod de forventninger. Og det virkede også for simpelt blot at slå hovedpersonen ihjel til slut, siger Hans Rosenfeldt til Aftonbladet. Seerne har undret sig over, hvad der sker med Saga efter sidste afsnit, da det ikke står klart, hvor hun er på vej hen efter at have smidt sit politiskilt i Øresund, men Hans Rosenfeldt har sine egne teorier. - Jeg tror, hun når frem til, at hun alligevel skal være politibetjent. Men hendes bevæggrunde for at være det er bare anderledes i fremtiden, siger Rosenfeldt.

Hvad sker der med Saga og Henriks relation?

Svenske seere synes, at Sagas spontane beslutning om at smide politiskiltet i havet harmonerer dårligt med hendes ellers så velstrukturerede karakter, men Hans Rosenfeldt har en forklaring på det. – Hun er kommet frem til, at hun har været politibetjent på grund af skyldfølelse over ikke at kunne redde sin søster. Nu har hun indset, at hun ikke har nogen skyld i søsterens død, og at hun derfor ikke behøver være betjent, siger Rosenfeldt. - Hun har på en logisk måde fået vished for, at hun har truffet et forkert valg i sit liv, og at hendes motiv ikke har været det rette. Det, synes jeg, passer godt til hendes rolle, tilføjer Hans Rosenfeldt. Og hvad med kærligheden og relationen til den danske kollega Henrik Sabroe, som Saga har boet hos og dyrket lejlighedsvis sex med? – Jeg tror, at hun på en eller anden måde genoptager relationen til Henrik. De kommer ikke til at gifte sig og få børn og leve lykkeligt til deres dages ende, men jeg er overbevist om, at hun får en relation til Henrik i fremtiden, siger Hans Rosenfeldt til Aftonbladet.
https://imgix.seoghoer.dk/thure-19022018.jpg

Saga redder både Henrik og hans datter Astrid i sidste afsnit af 'Broen'. (Foto: Jens Juncker)

Sponsoreret indhold