Sidste jul med far: Sådan fejrer Mikkel Beha og familien juleaften

Foto: All Over

Juleaften anno 2016 bliver ganske særlig for Mikkel Beha.

Den rejselystne TV-vært kan nemlig se frem til at fejre højtiden sammen med hele sin familie, efter at hans to ældste sønner Emil og Theis er vendt hjem efter tre år til søs.

Men juleaften anno 2016 bliver formentlig også fyldt med en masse følelser. For i efteråret stod Mikkel Behas far, globetrotteren Troels Kløvedal, frem og fortalte, at han var ramt af alvorlig sygdom.

Den 73-årige sømand havde således fået konstateret både ALS og en kronisk lungesygdom – og han udtalte, at han måske kun havde få måneder tilbage at leve i.

Derfor bliver det formentlig sidste jul, som Mikkel Beha og resten af familien får sammen med Troels Kløvedal. Og højtiden bliver da også brugt netop hjemme hos ham.

Det fortæller Mikkel Beha i et interview med BILLED-BLADET:

- Det er dejligt, at familien er samlet. Vi skal holde jul hos Troels (Kløvedal, red.), og med alle hans børn og familier bliver vi nok 20 til 25 stykker, fortæller Mikkel Beha og tilføjer, at han er typen, der også bruger december-måned på at glædes over det nye år, der venter.

- Jeg er typen, der ved årsskiftet skuer frem og ikke tilbage. Jeg glæder mig til alt det, der kommer i det nye år. Jeg har heldigvis meget at glæde mig over. Det er klart, at når ens far er syg, lægger det en dæmper på begejstringen over mange af de ellers skønne ting, som jeg synes, der er i livet i øjeblikket. Men sådan er det, fortæller Mikkel Beha til BILLED-BLADET.

Troels Kløvedal.

Troels Kløvedal. Foto: All Over

Det var i midten af oktober, at 73-årige Troels Kløvedal afslørede, at han var ramt af både ALS og en kronisk lungesygdom. Det skete i bogen ”Modne Mænd”:

- At jeg skal dø er helt sikkert, og de fleste dør efter nogle få år, men for mig er spørgsmålet, om det er om to måneder eller et halvt år. Jeg håber, at jeg dør af mine lunger, inden lammelserne begynder at indfinde sig. Rent kropsligt fungerer jeg, men mine lunger er meget syge, og jeg taler meget, meget svagt og meget utydeligt, fortæller 73-årige Troels Kløvedal i bogen ”Modne Mænd”, der udkom i midten af oktober.

Troels Kløvedal, der blev kendt og elsket for sine levende og eventyrlige programmer om skibet Nordkaperen, begyndte at vise symptomer på at være alvorligt syg i begyndelsen af 2015.

I begyndelsen tydede det på, at Troels Kløvedal var ramt af den alvorlige lungesygdom bronkiektasi, der ødelægger luftvejene. Men desværre var det ikke den eneste sygdom, der havde ramt globetrotteren. I juli måned i år fik han således konstateret sklerose-sygdommen ALS, en frygtet sygdom, der langsomt, men sikkert lammer hele kroppen.

Netop lammelserne er dét, som Troels Kløvedal frygter allermest.

- Jeg kan godt finde ud af det at dø. Det har min livserfaring hjulpet mig med, men at skulle blive lam først, det kan jeg ikke acceptere, og derfor har jeg også skiftet holdning til aktiv dødshjælp. Før syntes jeg, at lovgivningen var ok, men i dag synes jeg, at man skal have ret til at dø, når vil, siger Troels Kløvedal i bogen ”Modne Mænd”.

Se billeder af Troels Kløvedal i galleriet herunder:

Troels Kløvedal - billeder af hans liv

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close