Nyheder20. marts 2018

Rosalinde Mynster siger farvel til "Badehotellet"

Skuespilleren, der spiller stuepigen Fie i "Badehotellet", kommer ikke til at være med i den næste sæson af TV 2's seriehit
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/pix_11_2.jpg
 Foto: TV2

I går aftes rullede sidste afsnit af sæson fem af "Badehotellet" over skærmen, og når sjette sæson får premiere i 2019, så bliver det uden Rosalinde Mynster, der spiller stuepigen Fie, på rollelisten.

I en mail bekræfter den 27-årige skuespiller over for BT, at hun efter fem sæsoner tjekker ud af "Badehotellet".

- Jeg kommer desværre ikke til at være med i den nye sæson. Jeg elsker hele "Badehotellet"-familien meget højt, lyder det i Mynsters mail til BT.

I mailen fortæller hun desuden, at hun er glad og stolt over, at hun var med i hele fem sæsoner af TV-serien, der denne sæson har haft 1,7 mio. seere.

Den unge skuespiller fortæller, at der intet dramatisk er ved hendes exit fra "Badehotellet".

- Jeg var meget ung, da "Badehotellet" gik i gang, og beslutningen om ikke at fortsætter bunder udelukkende i en følelse af at have fuldbragt en rolle og et kapitel i min karriere. Jeg glæder mig til at følge sæson 6, men fra den anden side af skærmen, lyder det i hendes mail til BT.

Artiklen fortsætter under billedet.

På Rosalinde Mynsters Instagram kan man se, at hun for tiden er ved at indspille filmen "I krig og kærlighed", der foregår under Første Verdenskrig.

I går aftes rullede sidste afsnit af sæson fem af "Badehotellet" over skærmen, og det er derfor også nærliggende at finde ud af, om det hele slutter her.

Og seriens fans kan nu ånde lettet op, for selvfølgelig er det ikke slut med at tjekke ind på det populære hotel. Det skriver TV2.

Næsten 1,7 millioner mennesker har fulgt med i Fie, Hr. Weise, Fru Frigh og alle de andres liv på "Badehotellet", og vi også får lov at følge dem i 2019.

- Mange har gættet på, om fortællingen om "Badehotellet" slutter her. Det gør den ikke, siger forfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad til TV2.

På den ene side vender vi tilbage, men på samme tid bliver det også et helt nyt badehotel, der atter kommer på skærmen i 2019.

For der er nemlig gået seks år, siden vi besøgte Andersens Badehotel sidst, og der er derfor sket en hel del, når den nye sæson kommer. Sjette sæson starter i 1939.

- Vi kommer op i en meget dramatisk tid, der bliver udfordrende på en helt ny måde for det lille badehotel, fortæller forfatterne, der også afslører, at mange af de samme karakterer vender tilbage.

Og de understreger dog også, at serien ikke skifter karakter.

- For så ville det ikke være "Badehotellet", lyder det.

Sponsoreret indhold