Robert Hansens firma tvangsopløst efter brud på reglerne
De seneste år har ikke været Robert Hansens.
Forrige år brast kærligheden mellem den 37-årige skuespiller og hans Pernille, som han har sønnen Herman med.
Blot et par måneder senere faldt han om mellem første og anden akt, da en livstruende rift på hovedpulsåren var uhyggelig tæt på at koste ham livet, mens han spillede med i hitmusicalen ”Dirty Dancing”.
Men én ulykke kommer som bekendt sjældent alene.
Nu er Robert Hansens firma med det paradoksale navn Karma Enterprise, som har til formål at producere samt yde konsulentbistand i forbindelse med filmprojekter, under tvangsopløsning.
Robert Hansen: Kvinderne bliver yngre og yngre
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har krævet firmaet opløst, fordi virksomheden ikke har fulgt reglerne.
Robert Hansen har ikke indsendt regnskaber siden 2015, hvilket kan spille hovedrollen i tvangsopløsningen.
Det er ikke første gang, Hansen omgås reglerne.
I det seneste offentliggjorte regnskab for 2014-2015 har han lånt 178.000 kr. fra firmakontoen og kun betalt 85.000 af dem tilbage.
Det er et klart brud på reglerne. SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Robert gennem hans manager Sten Hassing, men han er ved redaktionens slutning ikke vendt tilbage.