Nyheder20. december 2021

Pinligt: Gigantisk Danmark-brøler ved VM

Finalen og bronzekampen blev spillet søndag. Alligevel var det præsidenten, der løb med opmærksomheden, efter han lavede en pinlig fejl i sin tale
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20211219-201826-6-1920x1277we_0.jpg
 Pau Barrena/AFP/Ritzau Scanpix

And the Oscar goes to…………

I hvert fald ikke Dr. Hassan Moustafa. For han glemte sin replik.

Norge blev de fortjente verdensmestre, Frankrig måtte nøjes sølv, og Danmark sikrede den første medalje siden 2013.

Sådan blev medaljerne fordelt ved verdensmesterskabet i Spanien.

Norge: Guld

Frankrig: Sølv

Danmark: Bronze

Det burde være til at huske, vil jeg mene.

Traditionen tro holder præsidenten for det Internationale Håndbold Forbund (IHF), Hassan Moustafa, en tale, når vinderne, sølvvinderne og bronzevinderne skal udråbes i hallen.

Det gjorde han også i søndag, da den sidste kamp var fløjtet af.

Men hvor det normalt bare er noget formelt, der skal overstås, og som ikke fylder det store ved ceremonien. Men i går stjal Hassan Moustafa fokus fra de håndboldkvinder, der de seneste uger har kæmpet en vis del ud af bukserne i jagten på medaljer.

Og den stjal han på den mest pinlige måde, man nærmest kan tænke sig.

Da han skal hædre de tre medaljetagere, starter han ganske korrekt med at hylde det norske landshold, som verdensmestre.

Men da han når til sølvet, var det som om, at han slet ikke havde fulgt med i den VM-finale, der blev spillet få øjeblikke forinden.

- Danmark på andenpladsen og Frankrig på tredjepladsen, lød det fra præsidenten.

Respektløs!

Det kunne da også være vældig fint for danskerne at tage sølv i stedet for bronze.

Men fakta er, at Moustafa formår at bytte om på Frankrig og Danmark, selvom han angiveligt lige havde overværet 60 minutters håndbold mellem Norge og Frankrig.

Tilskuerne begyndte at buhe højlydt, og Moustafa kiggede forvirret rundt. Det virkede til at andre fra forbundet forsøgte at rette ham.

Men lige lidt hjalp det. Han forstod ikke, hvor publikum buhede, eller hvorfor hans kollegaer forsøgte at rette ham.

Han mente ikke, at der var noget galt i den tale, og derfor blev det aldrig rettet.

Denne pinlige fejl har skabt røre i håndboldmiljøet, og det er bestemt ikke en fejl, der ligefrem hjælper på Hassan Moustafa blakkede ry.

Og det franske landshold, som det gik udover, føler ikke, det på nogen måde er i orden.

- Efter min mening er det totalt respektløst over for Frankrig. Hvad mere kan jeg sige? Synes du, det er normalt, at IHF-præsidenten ikke ved, hvem der er nummer to, lige efter at finalen lige blev færdigspillet? Det synes jeg ikke. For mig er det meget respektløst over for det franske hold, siger den franske forsvarsspecialist Beatrice Edwige til TV 2.

Men Edwige er ikke ene om at synes, at det er respektløst.

Både danske og norske stjerne fortæller også, at den er helt gal.

- Haha! Vi rykkede lige en tand højere op. Det var lidt pinligt for ham, synes jeg. Men det er jo bare lidt en joke, siger Trine Østergaard.

Og på Twitter stemmer eksperter også i.

- Dr. Hassan Moustafa understreger lige i sin afslutningstale at han er helt væk. Han har været i hallen og set finalen (skulle man tro) - og konstaterer så i talen at NOR blev nr 1, DK blev nr 2 og FRA nr 3… og gentog endda sig selv, da han blev rettet. Det er HÅBLØST!!, skriver håndboldeksperten Trine Nielsen på sin twitter.

Men selvom præsidenten sagde, at Danmark vandt sølv, så blev der selvfølgelig ikke ændret på bronzemedaljen, som danskerne i den grad også bør være stolte af!

En sand magtdemonstration mod værterne fra Spanien sikrede den første danske medalje til kvindelandsholdet ved en slutrunde siden 2013, og det er nu heller ikke så ringe endda.

Stort tillykke til Danmark, Frankrig og Norge – med henholdsvis bronze, sølv og guld.

Sponsoreret indhold