Nyheder8. august 2018

Peter Madsen søger pennevenner fra fængslet

Knap et år efter drabet på Kim Wall, er Peter Madsen begyndt at kede sig og leder efter nogle, der vil skrive breve til ham
https://imgix.seoghoer.dk/peter-madsen_1.jpg
 (Foto: Deadlinepress.dk)

Den livstidsdømte Peter Madsen er tilsyneladende begyndt at kede sig i fængslet.

På Facebook har han gennem sin proxy efterspurgt pennevenner, som han kan skrive med, mens han sidder i fængsel.

En profil, som efter alt at dømme er Peter Madsens egen, har lavet et opslag tirsdag aften. Først på dansk og derefter også på engelsk.

- Skriv gerne til mig, starter Peter Madsen og skriver sin adresse i Storstrøm Fængsel.

- HUSK afsenderadresse! Jeg kan ikke skrive emails eller slå adresser op. Jeg svarer alle, der skriver, står der i opslaget.

Til sidst står der, at teksten er skrevet af Peter Madsen, men slået op af en proxy ved navn Zagadka.

(Artiklen fortsætter under opslaget)

25. april blev Peter Madsen idømt livstidsfængsel for drabet på den 30-årige svenske journalist Kim Wall.

Han blev dømt for at have sexmishandlet hende, dræbt hende og efterfølgende parteret hendes lig, som han smed i havet.

Det skete, da Kim Wall var på reportagetur med Peter Madsen i hans hjemmebygget ubåd UC3 Nautilus.

Under en 12 dage lang retssag fremlagde anklager Jakob Buch-Jepsen beviser for, at Peter Madsen ikke bare dræbte Kim Wall, men også havde planlagt drabet.

Peter Madsen og hans forsvarsadvokat, Betina Hald Engmark, forsøgte at overbevise dommer og domsmænd om, at Kim Wall var død af en kulilteforgiftning.

Umiddelbart efter domsafsigelsen valgte Peter Madsen at anke sagen til landsretten. Han valgte dog kun at anke strafudmålingen og ikke selve skyldsspørgsmålet.

Han accepterer dermed byrettens afgørelse om, at han er skyldig i drabet på Kim Wall.

Ankesagen starter 5. september og løber over tre dage.

Her vil Peter Madsen og Betina Hald Engmark forsøge at få Madsen idømt en mildere straf.

Det er usædvanligt i Danmark, at kriminelle bliver idømt livstid på baggrund af ét drab, men i byretten vurderede dommer og domsmænd, at der i Peter Madsens sag var tale om særligt skærpende omstændigheder.

Sponsoreret indhold