Øv! Derfor er der ikke julelys på Angolavej i år

I september måned var der stadig tvivl om, hvorvidt deres årlige trækplaster af en juletradition kunne fortsætte i år, og måske er du allerede gået forgæves, men Angolavej besluttede ikke at tænde for julelys- og -kæder den sidste fredag i november, som de plejer.
På Facebook har "Angolavejs Julelys" oplyst følgerne om, at det ikke bliver muligt at opleve den oplyste vej i julen i år.
- I år har vi valgt at lade julelysene blive liggende i kasserne grundet energikrisen, lyder i et opslag på siden, hvor over 3000 følger med.
Det var netop energikrisen, der gav anledning til tvivl på vejen i september, hvor hobbyprojektet altså blev taget op til revision.
– Den situation, vi står i lige nu, er jo også lidt et samfundsproblem, hvor vi alle har et ansvar, og vi ønsker jo heller ikke at gøre nogle utilfredse, så der opstår protester i gaden, forklarede Henrik Petersen, der plejer at være med i det årlige lyssshow dengang til SE og HØR.
Beslutningen blev allerede taget senere i september, hvor husene på vejen mødtes og blev enige om at vise samfundssind i en krisetid.
- Vi er i en krise. Der er problemer med energien. Og vi bliver nødt til at vise, at vi også vil være med her, sagde Henrik Petersen til TV 2 Lorry.
Sidste jul deltog cirka 10 ud af 20 huse på vejen i projektet "Angolas Julelys", men i år skal man være heldig, hvis man ser lidt julelys på facaderne.