Nyheder15. august 2021

Nyt studie: Søvnmangel hos nybagte mødre kan ælde dem op til syv år

Et nyt studie bekræfter, at søvnmangel hos nybagte mødre kan have yderst negative konsekvenser for helbredet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ipurestockxfour577163.jpg
 Foto: MEGA

De fleste nybagte mødre kender nok alt til, hvordan en nat med afbrudt søvn kan få dig til at føle som én på 80 år.

Og der er måske noget om snakken: Et nyt studie konkluderer, at nybagte mødre kan ældes op mod syv år på grund af søvnmangel. Det skriver Daily Mail.

I studiet, som er publiceret i tidsskriftet Sleep Health, undersøgte forskere 33 kvinder under og efter deres graviditet.

Forskerne analyserede blandt andet kvindernes DNA for at fastslå deres biologiske alder.

Et år efter kvinderne havde født, viste deres biologiske alder, at de mødre, som havde sovet mindre end syv timer om natten, var mellem tre og syv år ældre end de kvinder, der fik skrabet mere end syv timer ind på søvnkontoen.

- Søvnmanglen i månederne efter fødslen kan have varige effekter på det fysiske helbred, lyder det fra professor Judith Carroll ved University of California in Los Angeles.

- Vi ved fra omfattende forskning, at søvn i mindre end syv timer er skadelig for helbredet og øger risikoen for aldersrelaterede sygdomme, lyder det yderligere.

Forskerne bag studiet opfordrer til, at nybagte mødre får noget ekstra søvn ved at tage en lur, når deres baby sover, ligesom de heller ikke skal tøve med at bede den nærmeste omgangkreds om hjælp til at passe baby et par timer, så man kan sove.

Sponsoreret indhold