
”Nybygger”-baby på vej
Nybyggerne - Lise og Michael 2016
Tidligere på året byggede Lise Vandborg og Michael Stig Christensen deres drømmehus i TV 2-programmet ”Nybyggerne”, som de vandt og derfor kunne flytte ind i. Det er heldigt, at det er et hus med god plads, for parret bliver forældre til december.
- Julen bliver ekstra særlig i år, for vi får nemlig en lille julebaby! Den præcise terminsdato holder vi for os selv – det håber vi I vil acceptere! Det har været dejligt, at have første halvdel af graviditeten helt for os selv – men nu er det ved at være så synligt (babybulen vokser jo), at vi ikke længere kan holde det hemmeligt, skriver Lise og Michael på deres blog.

De forklarer, at det ikke var helt nemt at holde hemmeligt. Blandt andet kom flere over og ville skåle med dem på Northside Festival, men de øl måtte Michael tage sig af efter de gavmilde givere var gået.
I forbindelse med sejren i ”Nybyggerne” sagde Lise og Michael deres jobs i Aalborg op for at flytte ind i det nye drømmehus i Farum.
Du kan se flere billeder af dem i galleriet øverst.