Nyheder14. januar 2019

Berygtet kidnapper død: Nu fortæller Peter sin historie

19. juli sidste år blev storsvindleren Philip Holst Cappelen fundet død i sin celle efter at have sultet sig selv ihjel. Dødsfaldet blev dog først kendt i offentligheden i starten af året. Blandt hans ofre var en dansk rigmand, som her fortæller om den skæbnesvangre kidnapning
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/nyt_peter_chrisoffersen.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Igennem hele sit liv terroriserede den 45-årige storbedrager skandinaviske rigmænd.

Da han i sommers blev fundet død i sin celle, afsonede han en dom på 18 års fængsel blandt andet for kidnapningen af to svenske millionærer.

Det lykkedes ham på kold og kynisk vis at tvinge 15 millioner kroner ud af de to ofre. Det fik han Sveriges strengeste tidsbegrænsede straf for.

Han havde i følge efterforskningen sultet i en måned op til, at han blev fundet død. Det skriver Dagbladet.no og Expressen.

Philip Holst Cappelens startede sin lange karriere som rigmands-jagende pengeafpresser tilbage i 1986.

Hans første offer var den danske Baltica-direktør Peter Christoffersen, og den 21-årige storsvindler modtog dengang sin første fængselsdom på otte års fængsel. Siden var han ind og ude af de svenske fængsler.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/foto_politiet.jpg

Den 45-årige storsvindler døde i sin celle sidste år efter en lang sultestrejke. (Foto: Politiet)

Den danske pensionerede direktør fik nyheden om, at hans kidnapper var blevet fundet død i sin celle af sin søn.

- Det kan man da kalde et spildt liv, men han kan jo selv bestemme, hvordan han bruger sit liv, sagde Peter Christoffersen, da SE & HØR ringede til ham.

Han fortæller her om de skæbnesvangre seks timer, hvor han var kidnappet af den nu døde svindler.

Troede det var løgn

Peter Christoffersen var lige kommet hjem fra ferie og mødte på kontoret 2. april 1986 om morgenen.

En ’ganske ung, velfriseret mand i pænt tøj’ kom ind til sekretæren og sagde, at han ville tale med Peter.

Selv om sekretæren flere gange forklarede, at det altså ikke var muligt, så insisterede den unge mand.

- Da han kom ind ad døren, trak han et brev op af en plasticpose og viste mig, at der lå en pistol dernede, fortæller Peter Christoffersen til SE & HØR.

I brevet stod der, at han havde døtrene i samme situation, og han ville have 13 millioner kroner.

- Jeg tænkte bare, hvad fanden forgår der?

Det 21-årige svindler virkede ifølge Peter Christoffersen meget professionel. Ifølge politiet skulle den erfarne svindler have lavet en drejebog på over 50 sider.

Han bad direktøren om at aflyse alle møder, overføre pengene og bestille flybilletter til USA.

- Jeg prøvede at forklare ham, at selvom jeg var direktør for et stort firma, så var det ikke muligt for mig at overføre så mange penge uden underskrifter fra andre, siger Peter Christoffersen.

Den erfarne svindler talte engelsk og lod ikke til at ville forstå, at en sådan overførsel ikke var mulig.

- Jeg ringede til en og bad ham om at overføre pengene på grund af noget arbejdsskadeforsikring. Jeg vidste godt, at det ikke ville være muligt, men på det tidspunkt gjaldt det jo bare om at trække tiden, siger Peter Christoffersen.

Anholdt i lufthavnen

Efter det kørte de to mænd hjem til direktøren for at hente hans pas. Frygten for at hans døtre var i samme situation var altoverskyggende.

Sekretæren på kontoret skulle dog vise sig at blive Peter Christoffersens redningskvinde. Heldigvis havde sekretæren nemlig været inde med en bakke med kaffe, mens kidnapperen var på kontoret.

- Bakken havde jeg stillet på trusselsbrevet, så da hun, efter vi var gået, henter bakken, ser hun brevet og får hurtigt alarmeret politiet.

Seks timer senere slap direktøren ud af mareridtet, da kriminalpolitiet stormede flyet, som var klar til afgang. På to sæder ved siden af hinanden sad Baltica-direktøren og hans kidnapper. Det skrev Ekstra Bladet den 3. april 1986.

Den skræmmende oplevelse var ikke helt nem for direktøren at komme over.

- De første dage var jeg meget observant og frygtede at det skete igen. Der gik jo noget tid, før man vidste, om han var alene, siger han til SE & HØR.

Fakta om storsvindleren

  • I 1986, 21 år gammel, blev han idømt otte års fængsel for kidnapning af den danske Baltica-direktør
  • I 1998 blev han dømt for id-tyveri og bedrageri for ottende gang.
  • I 2001 blev Holst-Cappelen dømt til fire og et halvt års fængsel, og til at betale 21 millioner kroner i erstatning til ofre i 120 strafbare forhold.
  • I fængslet mødte storsvindleren ifølge politiet en gruppe kriminelle som senere blev kendt som Plastic Fantastic-banden, der tappede mere end 50 bankkunders kontoer for mere en 20 millioner kroner

Sponsoreret indhold