Nyheder30. juli 2014

Nu dyrker Tina Dickow det maskuline

Den ellers så feminine sangerinde synger så dybt, hun kan, på sin nye CD
Tina Dickows nye plade udkommer i august
Tina Dickows nye plade udkommer i august
 Foto: All Over



I sensommeren udkommer Tina Dickow med sit 10. studiealbum, "Whispers". Mere end 10 år med succes i branchen har givet sangerinden en rigtig god fornemmelse for, hvordan hendes musik virker på det danske såvel som internationale publikum.

- I forhold til England og USA er den her plade nok det mest rammende, jeg nogensinde har lavet. Fordi det er mindre poppet og har en mørk og folk-agtig tone. Det er mere simpelt og direkte og mandigt, hvis man kan sige det, forklarer sangerinden.

Et af Tina Dickows største hits i Danmark er nummeret "Room with a view" fra 2005. En sang, som tyskerne også har taget til sig.

I England og USA blev den følsomme ballade fra Dickows andet album "Notes" dog aldrig et hit. Og det var der en god grund til, mener kunstneren.

- Det, tror jeg simpelthen, er en sproglig ting. Det nummer har bare ikke helt den sproglige modenhed, som en englænder ville kræve, siger Tina Dickow og fortsætter:

- Det er også noget med lyden og tonen, der gør, at nogle numre går rent ind i Danmark, mens de i England og USA rammer lige forbi. Men det er altså ikke noget, jeg går og tænker på, mens jeg laver musikken. Så ville jeg jo blive helt skizofren, siger hun.

LÆS OGSÅ: Tina Dickow: Jeg er ikke lykkelig

LÆS OGSÅ: Tina Dickow skal giftes

Der er blevet skruet ned for både pop og sopran og op for maskuliniteten på Tina Dickows tiende album.

Inspireret af arbejdet med at skrive sange til den mandlige hovedrolle i filmen "En du elsker" er Dickow nemlig selv begyndt at synge dybere.

- Jeg plejede altid at lægge sangene, så højt som jeg kunne. Den her gang har jeg gjort det modsatte og prøvet at synge, så dybt, som jeg kan.

- Jeg har fundet ud af, at det er okay at holde lidt igen og være mere "hemmelig med det", siger hun.

Hemmeligheder og dæmpede stemmer ligger ifølge Tina Dickow allerede indlejret i albummets titel, "Whispers".

- Jeg synes, titlen egner sig godt til det her album og den proces, vi har haft med det. At udgive musik er også en måde at indvie sit publikum i sine hemmeligheder, siger hun.

Men hvordan, publikum foretrækker at få deres hemmeligheder serveret, varierer.

- I Tyskland er jeg nærmest sådan en popfilosof, der giver dybe og seriøse interviews, og hvor folk vil høre mig siddende i store koncertsale.

- I Danmark skal det samme musik også kunne bære en stor festival med fuld skræl og rock derudaf. På den måde er det en lidt besværlig karriere, jeg har, konstaterer Tina Dickow med et smil.

"Whispers" udkommer i august.

Sponsoreret indhold