Nyheder 14. oktober 2021

Nicki Pedersen får betinget dom for usportslig og truende adfærd

Den tidligere danske verdensmester Nicki Pedersen har fået ændret sin udelukkelse fra ubetinget til betinget
Sportxpress/Ritzau Scanpix

Danskeren Nicki Pedersen får betinget dom for sag om truende adfærd og usportslig optræden.

Tilbage i juli fik speedwaykøreren ellers frataget sin licens i seks måneder.

Det skete, da han en ligamatch i juni udviste usportslig adfærd og ikke mindst truende adfærd.

Den dom ankede Nicki Pedersen med det samme, så han kunne fortsætte med at køre, indtil anken var taget op.

Det blev den så måneden efter, og her var det et enigt disciplinærudvalg, der afviste anken.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Den beslutning var Nicki Pedersen og advokaten uenige i, og derfor ankede de igen sagen. Men denne gang til Danmarks Idrætsforbund (DIF).

En udelukkelse kunne betyde, at speedway-stjernen blev tvunget til at indstille karrieren. Han er 44 år, og med en frakendelse af sin licens, ville han ikke kunne skrive kontrakter med polske klubber, hvor han kører.

Mens sagen blev behandlet af DIF, måtte han stadig gerne køre. Det betød, at han kunne forsætte med at køre for klubben GKM Grudziadz.

I dag har DIF´s appelinstans så truffet afgørelse i sagen. Og han er blevet idømt en 4-måneders betinget frakendelse af sin licens.

Sponsoreret indhold