Mor klædte sin søn på til døden

LÆS OGSÅ: Sender søskende rørende besked

Vinni havde på ingen måde set tragedien komme. Der var intet, som fik hende til at tro, at hendes søn, Andreas, ville træffe det forfærdelige valg, han gjorde. Tværtimod.

– Andreas havde lige anskaffet sig sin drømmebil. En Audi, som han var utroligt stolt af og gik og pudsede og polerede. Han var i gang med at lave et beboelsessted til sig selv på sin storebrors gård, hvor han havde indrettet sit eget træningscenter i laden.

– Og så glædede han sig til at vende tilbage til sit gamle job, som han havde savnet, efter at han skiftede firma. Han skulle starte om tirsdagen. Men blev så fundet død mandag morgen, siger Vinni Nielsen, 54, fra Faxe Ladeplads.

Hun mistede sin elskede søn i 2021, og hun har stadig svært ved at forstå, at det overhovedet er sket.

Hvorfor gjorde Andreas en ende på sit liv i en alder af blot 24 år? Hvorfor bad han ikke om hjælp, før han hængte sig i laden? Og hvorfor efterlod han intet afskedsbrev, så hun i det mindste fik en forklaring?

– Den sidste gang, jeg snakkede med ham, var søndag aften, hvor jeg var på vej på nattevagt. Jeg ringede til ham og spurgte, hvordan han havde det, og han virkede hamrende glad.

– Han var sammen med sin kammerat Jakob, og de skulle spille Fifa, drikke et par bajere og hygge sig. Han fortalte mig, at han ikke havde mere rent tøj, og vi aftalte, at han skulle komme hjem til mig dagen efter. Så kunne vi vaske hans tøj og spise god mad sammen. Og så afsluttede vi samtalen.

Om morgenen, da Vinni var på vej hjem fra arbejde, fik hun pludselig en underlig fornemmelse i kroppen. Noget i hende sagde, at hun skulle køre ud forbi Andreas på gården.

– Men så tænkte jeg: “Nej, jeg skal jo være sammen med ham senere”. Så jeg kørte hjem, luftede hund og gik i seng.

– Og så var det, at jeg fik den rædselsfulde opringning fra hans storesøster omkring klokken halv elleve om, at Andreas havde hængt sig, og at jeg skulle komme hen på gården.

Ambulancer og politi

Først kunne Vinni ikke tro, hvad hun havde hørt. “Det kan ikke være rigtigt. Det kunne han ikke finde på,” gentog hun for sig selv igen og igen. Men da hun nåede frem til gården, gik alvoren op for hende. Der var ambulancer og politibiler. Og et virvar af både fremmede og velkendte ansigter.

Et af dem var Jakob. Det var ham, der havde fundet Vinnis søn. Midt om natten havde Andreas pludselig forladt sin kammerat og sagt, at han ville hjem og træne.

– Når Andreas blev urolig, så løb eller trænede han. Og når han satte sig noget for, kunne man ikke bryde det, så Jakob havde sagt til ham, at de bare kunne ses senere.

– Men Andreas dukkede aldrig op til deres aftale, og da han ikke svarede sin telefon, tog Jakob hjem til ham og fandt ham hængende i laden, fortæller Vinni og ryster på hovedet over det frygtelige syn, det må have været.

Selv blev hun først nægtet adgang til sin søn. Et efterforskningshold var i gang med nogle undersøgelser, da man var i tvivl om, hvorvidt der var sket en forbrydelse.

– De sagde, at de ville tage ham med til Seruminstituttet i København. Det var noget med beviser, så jeg måtte ikke røre ham.

– Men jeg sagde: “Jeg er ligeglad. Jeg skal bare se ham”, så til sidst fik jeg lov. Jeg håbede, at de tog fejl. At når jeg kiggede ind i ambulancen, så var det ikke ham. Men det var ham.

– Han var så kærlig og varm, og jeg elskede, når han kom hjem til mig, for jeg fik altid et knus og et kys. Det er den slags minder, som holder mig i live, siger Vinni og fortsætter:

– Det lyder måske underligt, men jeg er også taknemmelig for, at jeg fik lov til at klæde ham på til hans sidste rejse. Jeg gav ham det første sæt tøj på, da han blev født, så jeg ville også give ham det sidste tøj på. Det var svært at vælge, for når han skulle noget, var han altid pænt klædt på.

– Jeg valgte at give ham et par grå bukser, en hvid skjorte og en striktrøje på. Han fik sat sit hår og trimmet sit skæg. Og han duftede af Andreas. Han fik også sine fodboldstøvler med i kisten, for fodbold var hans liv. Og en femkrone, hvis han ville ringe til mig.

Vinni har brugt mange vågne timer på at tænke over, hvorfor Andreas valgte at gøre en ende på det hele. Han var en følsom ung mand, der gik meget op i, hvordan andre opfattede ham. Han var ikke god til at være alene, men nogle gange trak han sig alligevel og tog ud til havet for at samle tankerne.

– Vi vil selvfølgelig alle sammen gerne have, at alle andre kan lide os, men sådan er det jo ikke. Det tror jeg, at Andreas havde det svært med. Men hvis han bare vidste, hvor mange der kom til hans begravelse, så ville han indse, hvor elsket og vigtig han var.

Ønsker kontakt

I nogen tid efter Andreas’ død kunne Vinni stadig fornemme sin søn. Han talte til hende om natten.

– Han satte mig på opgaver, som han ikke havde nået, siger Vinni og fortæller, at hun blandt andet købte tre halskæder til sine børnebørn fra deres onkel Andreas, som elskede børn og selv drømte om at stifte familie en dag, ligesom sine søskende.