Nyheder5. februar 2018

Whigfield: Mit kærlighedsliv er ret kedeligt

90'er-stjernen Whigfield stiller op til Dansk Melodi Grand Prix-sang med sangen "Boys on Girls", som er en hyldest til fri kærlighed. Men hun indrømmer, at hendes eget kærlighedsliv er ret kedeligt.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-929019.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Når Dansk Melodi Grand Prix lørdag løber over TV-skærmene, bliver det med 90’er stjernen Whigfield, 47, på scenen under hendes fornavn Sannie.

Sangerinden, der ikke har haft adresse i Danmark i over 30 år, har dog ikke glemt sine danske aner

- Man kan ikke løbe fra det med at være dansker. Især ikke når jeg tænker tilbage på min barndom i Svebølle, rød grød med fløde, frikadeller og slikket! Slik er det vigtigste, når jeg står ude i lufthavnen. Danmark laver det bedste slik i verden, griner hun til SE og HØR.

Det er dog ikke kun de danske godterier, der får sangerinden til at savne de koldere himmelstrøg i Danmark, når hun har rejst og boet rundt i hele verden.

- Den sorte humor og ironien i Danmark er noget af det, jeg savner allermest. Når jeg snakker med mine venner, forstår de det overhovedet ikke, så jeg savner meget folk, jeg er på samme bølgelængde med på den måde.

Selvom hun ikke har boet i Danmark i mange år, overvejer hun alligevel at vende hjem, når hun bliver gammel.

- Det er hårdt at være gammel i Italien, og jeg synes allerede, det begynder at blive hårdt nu, så det kan godt være, jeg flytter tilbage til Danmark en dag. Flytter ud i et lille bondehus i Jylland. Jeg vil gerne have nogle køer faktisk.

Sannie stiller op med sangen ”Boys On Girls”, der kunne høres for første gang i radioen i morges.

- Den handler om fri kærlighed, du kan elske, hvem du har lyst. Kærlighed er efterhånden det eneste, der er fri, så jeg synes, det er vigtigt. Det er en rigtig regnbuesang.

Sangerindens eget kærlighedsliv er dog ikke så farverigt.

- Mit eget kærlighedsliv er ret kedeligt faktisk. Jeg har været sammen med den samme mand i fem år, og vi er sammen 24 timer i døgnet, fordi vi arbejder sammen.

Det er dog ikke noget, der trætter den kommende Melodi Grand Prix-stjerne at være sammen med hendes agent og kæreste Marco hele tiden.

- Det er netop det, der får det til at fungere, at vi er så meget sammen. Vi arbejder sammen, og jeg har også prøvet at være sammen med folk, der ikke arbejder med det samme. Det fungerede ikke for mig.

Når hun lørdag skal konkurrere om årets Melodi Grand Prix-sejr og om at repræsentere Danmark til det internationale Melodi Grand Prix, bliver det uden at have lyttet til de andre deltagere inden.

- Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at lytte til andres numre. Jeg vil gerne have deres ansigter for mig, så det bliver hyggeligt. Hvis jeg lytter til musikken, vil jeg helt sikkert bare vinde alt for meget, fortæller hun grinende om sin egen konkurrencementalitet.

Lyt til Sannies nummer her:

Sponsoreret indhold