Nyheder4. februar 2018

Whigfield fødte i vaskerum og mistede sin datter

– Det var et kæmpe chok. Jeg regnede jo med, at alt ville gå fuldstændig normalt, fortæller Sannie Carlson om datterens fødsel.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/whigfield.jpg
 (Foto: All Over)

Di di na na na ... Vi skruer tiden tilbage til sommeren 1994. ”Saturday Night” brager ud af højttalerne på alle diskoteker både herhjemme og i Sydeuropa, og horder af festglade unge indtager dansegulvene, hvor den berømte danseserie opstår.

Da briterne vender hjem fra sommerferie i Spanien, tager de sommerhittet med hjem, og ”Saturday Night” ryger direkte ind på førstepladsen af den engelske hitliste som den første debutsingle nogensinde.

Verdensstjernen Whigfield er født.

– Det var en vild tid. Jeg rejste nærmest rundt i hele verden og gav koncerter. Når der ikke var koncerter, var der fotoshoots og interviews, har Sannie fortalt til SE og HØR.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/whigfield.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup
Den 10. februar optræder hun under eget navn til Melodi Grand Prix med sangen ”Boys on Girls”. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Mistede lysten – og barnet

De næste mange år frem red danskeren på en bølge af succes. I 2001 blev det hele dog for meget for kvinden bag Whigfield.

– Jeg havde ikke lyst længere. Jeg hadede at give interviews, jeg hadede at lave TV, og jeg hadede at give koncerter.

Efter endnu en koncert i udlandet besluttede Sannie sig for at tage hjem til sin far i Ghana, hvor hun også er vokset op.

Her blev hun kæreste med en barndomskammerat og blev senere gravid.

De lykkelige omstændigheder og den nye tilværelse som mor skulle have afløst det vilde liv som feteret verdensstjerne.

Men lykken varede kort. To en halv måned før termin begyndte veerne, og Sannie blev indlogeret på en stuvende fuld fødeklinik, hvor hun måtte føde i et vaskerum.

Der var kun to kuvøser på fødeklinikken, og de var begge optaget.

Overlevelseschancerne var små.

Efter kun to dage mistede Sannie sin datter, som hun gav navnet Uma.

– Det var et kæmpe chok. Jeg regnede jo med, at alt ville gå fuldstændig normalt. Men en fødeklinik i Ghana er ikke det samme som Rigshospitalet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/whigfield-1.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

90’er-ikonet har boet mange forskellige steder i verden. I dag bor hun i Milano i Italien. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Musik som terapi

Efter tabet af Uma kunne Sannie ikke længere holde ud at være i Afrika.

Hun flyttede til Barcelona og begyndte at lave musik igen.

– Jeg begyndte at skrive sange og komponere musik. Det er en slags terapi for mig, har hun tidligere forklaret.

En terapiform, som hun også benyttede sig af, da hun i 2015 mærkede en knude i det ene bryst og kort efter fik konstateret brystkræft.

– Sådan har jeg det bedst, så tænker jeg på noget andet, har hun fortalt til Ekstra Bladet.

Lægerne reagerede hurtigt, og Sannie kom omgående i strålebehandling og er for længst blevet erklæret rask.

Den 10. februar står hun så igen på scenen, hvor hun går efter flest point i årets danske Melodi Grand Prix med sangen ”Boys on Girls” – denne gang under eget navn.

Sponsoreret indhold