Nyheder21. september 2021

Mette Frederiksen skal afhøres i minksagen

Minkkommissionen har til opgave at kulegrave regeringens håndtering af minksagen. Nu skal statsministeren afhøres i sagen.
https://imgix.seoghoer.dk/bundesen_6_0.jpg
 (Foto: Hanne Juul)

Statsminister Mette Frederiksen (S) skal vidne i den såkaldte granskningskommission 9. december.

Det fremgår af en vidneliste fra kommissionen.

Første afhøring finder sted 7. oktober, og statsministeren er det sidste navngivne vidne på listen. Der er dog sat tid af til yderligere afhøringer frem til 28. januar 2022.

Minksagen handler om regeringens beslutning om aflivningen af millioner af mink i Danmark, fordi coronavirus var muteret blandt mink og havde spredt sig til mennesker.

Anført af Mette Frederiksen meddelte regeringen 4. november sidste år, at alle mink i Danmark skulle slås ned. Få dage efter kom det dog frem, at der ikke var hjemmel i loven til den beslutning.

Kommissionen har til opgave at kulegrave regeringens håndtering af minksagen.

Det er alle partier i Folketinget, som sidste år blev enige om en granskningskommission, som bliver den første af sin slags i Danmark.

Den nye type undersøgelse er ikke som en klassisk undersøgelseskommission, som man kender det fra andre meget omtalte sager.

Her er der tale om en undersøgelsesform, der er mere vidtgående end for eksempel en advokatundersøgelse med udelukkende skriftlige svar.

Især de borgerlige partier har været yderst kritiske af regeringens håndtering. Så sent som i weekenden kom De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, ind på emnet i forbindelse med partiets landsråd.

Man vil forfølge sagen, som han kalder en skændsel, helt til dørs. Pape tvivler på, at regeringen havde truffet samme beslutning, hvis det for eksempelvis havde handlet om hunde eller katte. Nu handlede det om mink og et erhverv, man ønskede lukket alligevel, lød det.

Sponsoreret indhold