Mette Frederiksen indrømmer: Jeg glemte mundbindet
Mundbind er endnu en gang en obligatorisk del af at handle. Det havde statsminister Mette Frederiksen (S) dog lige glemt, da hun fredag var ude for at bruge penge.
Det har nu fået hende til at lægge sig fladt ned i en undskyldning, som hun har delt på sin Facebook-profil.
Det sker, efter Ekstra Bladet lørdag har offentliggjort en video af Mette Frederiksen i en tøjbutik, hvor hun ikke bærer mundbind.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Sådan så Mette Frederiksen ikke ud, da hun fredag var ude for at handle tøj. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
- Kære alle. Jeg glemte i går at bære mundbind, da jeg var i en butik i indre København. Det var ganske enkelt en forglemmelse, efter de nye regler er indført. Øv, indleder hun sit Facebook-opslag med.
- Er blevet opmærksom på det, fordi en borger har filmet det. Jeg ved jo godt, at det kan ske for os alle sammen. Bare helst ikke for mig. Så jeg beklager selvfølgelig og vil endnu engang takke alle for alt det, vi alle sammen gør for at holde smitten nede, skriver Mette Frederiksen.
Facebook-opslaget, der blot en halv time efter sin offentliggørelse, har fået mere end 990 kommentarer og mere end 6100 reaktioner, og her er det langt fra alle danskere, der har set sig sure på statsministeren over forglemmelsen.
- Vi er alle mennesker. Man bør ikke filme, men være medmenneskelig i sin tilgang til andre. Nu kan alle da se din hvertdag, og at du er som alle andre, skriver en Facebook-bruger til Mette Frederiksens opslag.
- Hvem har ikke glemt det?! Og hvor er det et trist samfund, vi lever i, når man har travlt med andre, skriver en anden.
Se Mette Frederiksens opslag her: