Nyheder31. oktober 2017

Mette Cornelius anklaget for omsorgssvigt

Den populære TV-vært, Mette Cornelius, overfuset i sin søns børnehave
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mette-cornelius-31102017.jpg
 Foto: All Over Press

Fodbold-værten Mette Cornelius fik den dårligst mulige start på ugen, da hun mandag var på vej til at aflevere sin søn, Vester, og datteren Vilja i børnehave og skole.

Hun blev angrebet verbalt og anklaget for omsorgssvigt med en voldsomhed, der fik TV-værten til at græde flere gange efter den oprivende hændelse.

Hun skriver om den helt igennem dårlige oplevelse på Instagram.

Det var en midaldrende kvinde, der helt ud af det blå overfaldt TV-værten og truede med at melde hende til politiet for omsorgssvigt, fordi hun lod sin datter vente i bilen, hvor hun sad fredsommeligt og hørte musik, mens Mette Cornelius var inde og sige farvel til sønnen i børnehaven - en praksis tusinder og atter tusinder forældre bruger hver morgen året rundt.

- Nå men jeg startede så mandagen med (muligvis) at blive politianmelldt. Af en midaldrende kvinde der mente, at jeg var skyldig i omsorgssvigt, fordi jeg lod min 6-årige datter sidde ude i bilen foran børnehaven og høre musik (som de mange andre morgener, hun har valgt det fremfor at gå ind), mens jeg afleverede min 2-årige søn, skriver Mette Cornelius.

Mette Cornelius: Hun truede med politiet

- Ja det tog lidt tid, fordi Vester var ked af det og havde en af de dage, hvor det var svært at slippe mor. Men at invadere en børnehave fuld af søvnige unger og råbe op om, at jeg skal gå ud til mit barn, at jeg er en uansvarlig mor, og at hun har taget nummeret på min bil og nu vil anmelde mig til politiet, det var mere, end jeg lige ku' kapere midt i en i forvejen lidt presset situation, skriver Mette Cornelius.

Den populære TV-vært blev helt perpleks over det voldsomme angreb, hun blev udsat for.

- Hendes overfusende bebrejdelser gjorde mig så rundt på gulvet, at jeg kom til at forlade mit grædende barn i børnehaven for at komme ud til hende, jeg svigtede ude i bilen. For at konstatere, at Vilja var blevet bange for damen, der havde banket på vinduet til hende, og frygtede, at hun var en børnelokker. Og som bare blev endnu mere bange, da kvinden med mig som skydeskive råbte videre om, at nu ringede hun til politiet, skriver Mette Cornelius.

- Så tak dame, fordi du fuldstændigt smadrede en ellers usædvanlig harmonisk mandag morgen, fordi du fik mig til at ryste over hele kroppen og tude flere gange, skriver Mette Cornelius.

Det helt uventede angreb påvirkede både Mette Cornelius' datter og TV-værten selv. Begge var mærket af oplevelsen resten af dagen.

Ifølge Mette Cornelius satte oplevelsen sig dybt i hendes datter, der var meget utryg, da hun skulle afleveres i skole efterfølgende, fortæller Mette Cornelius til Ekstra Bladet.

Hun måtte vende oplevelsen med sin mand, inden hun var i stand til at tage på arbejde.

- Jeg ringede til min mand, og jeg græd og græd. Det havde været en meget voldsom oplevelse for mig, og hvad der havde været en god morgen blev pludselig det helt modsatte. Bagefter ringede jeg til børnehaven og talte med lederen, som fik beroliget mig og fortalte, at de aldrig havde oplevet noget lignende, og at jeg ikke havde gjort noget galt, siger Mette Cornelius til Ekstra Bladet.

Sponsoreret indhold