Nyheder 16. marts 2016

Pinligt! Medina kom 10 min. for sent til dronningens fest

Medina havde ikke helt styr på etiketten og kom hele ti minutter for sent, da dronningen i går aftes holdt bal på Christiansborg Slot. Ikke i orden, mener en kongehusekspert
(Foto: Dan Mariegaard)

Det kan godt være, man er kendt og feteret over hele landet. Men derfor er det stadig en god idé at komme til tiden – særligt hvis man skal til fest hos selveste dronningen.

Alligevel kom Medina hele 10 minutter for sent, da dronningen tirsdag aften havde inviteret cremen af den dansk kunst- og kulturverden til middag og efterfølgende dans på Christiansborg Slot.

De mange gæster, omkring 300, var inviteret til at møde op mellem klokken 18.30 og 19.15, men Danmarks ukronede popdronning ankom hele 10 minutter for sent, da hun ankom hånd i hånd med sin model Sebastian Lund.

- Sådan er det bare med mig tit, sagde Medina, da hun hastede forbi den ventende presse.

(Foto: Dan Mariegaard)

Medina sammen med sin nye modelkæreste Sebastian. Foto: Dan Mariegaard

Inden hun skyndte sig ind til sit bord, nåede hun dog at sætte lidt ord på aftenens fornemme arrangement:

- Det er en meget speciel aften. Man ved jo aldrig, om man bliver inviteret igen. Så jeg er meget, meget stolt over at blive inviteret. Og det vil jeg helt sikkert fortælle mine små børn om en dag, lød det fra en spændt – men altså forsinket – Medina.

Og det er bestemt ikke god stil ikke at komme til tiden. Det fortæller kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen til BT:

- Etiketten er helt klart, at Dronningen ankommer til sidst som værten og statsoverhovedet, og det er et stort brud på etiketten at komme efter hende. Jeg kan simpelthen ikke huske, at der er fortilfælde, hvor nogen gæster er ankommet til sådan en form for arrangement efter Dronningen, siger Lars Hovbakke Sørensen til BT.

 

Sponsoreret indhold