Marianne i kæmpe sorg: Både manden og datteren døde af frygtet sygdom
LÆS OGSÅ: Saint Clara udgiver sang til ære for afdøde Hugo Helmig
I 2017 tog Mariannes datter, Gloria, på rundrejse i Spanien. I dag tænker Marianne, at det måske var for at sige farvel.
– I juni inviterede hun to hold venner og deres børn med til sin fars fødeby, Sevilla, og i efterårsferien var hun i Barcelona, hvor hun har sin faster, onkel, fætre og kusiner, fortæller Marianne Aguilar, 70, fra Klippinge på Stevns.
Gloria døde af hjernekræft på Rigshospitalet den 9. november 2017. Hun blev 44 år og efterlod sig datteren Mathilde, sønnen Oliver, 17, og sin iranske mand, Arash. Han var hos sin kone, da hun åndede ud om natten på hospitalet.
– Det har redet mig som en mare, at jeg ikke ved, om Gloria selv vidste, at hun havde cancer. Umiddelbart kan jeg kun tænke, at hun ikke har turdet sige det af hensyn til sine børn. Men jeg ville godt have vidst det, siger Marianne, som få år senere også skulle miste sin mand, Antonio.
Antonio blev 69 år. Han døde den 5. januar 2020 – præcis 50 år efter, at han og Marianne blev kærester. Mariannes øjne lyser op, når hun fortæller om deres første møde.
Faktisk havde hun en anden kæreste dengang. De var på besøg hos en ven, som boede på et logiskib i Københavns havn, da den unge, flotte spanier kom gående ned ad trappen foran hende.
Stormende forelskelse
– Så sagde jeg til min kæreste: ”Vi skal ikke være kærester mere, for jeg skal have ham dér”. Og det fik jeg, husker Marianne og smiler forlegent af sin måde at håndtere sin stormende forelskelse i Antonio dengang.
– Det var hans udstråling! Han var min diametrale modsætning. Jeg var en ”flipper”, og han kom i pæne bukser og jakke. Han var den ro, jeg ikke var. Jeg var udadreagerende og højtråbende. Hver gang jeg blev tosset og pakkede hans tøj i en kuffert og sagde, at jeg ikke gad være sammen med ham længere, sagde han bare: ”Hvem skal nu pakke det ud igen?”. Han var en vidunderlig mand.
I 1980 fik Antonio en rygmarvsbetændelse, der gjorde ham lam i den nederste halvdel af kroppen. Marianne tænker ofte på, om de mange følgende år siddende i en kørestol var årsagen til, at han siden blev ramt af prostatakræft. Efter en operation virkede det i nogle år til, at han havde fået bugt med kræften, men så spredte den sig til resten af kroppen.
– Vi fik det at vide i august 2019. I november blev han dårlig, men vi droppede kemobehandlingen, fordi det var for voldsomt for ham. Han kunne ikke spise, han kunne ingenting… og så tror jeg på, at han bare ville overleve julen for børnebørnenes skyld. Så han ventede til den 5. januar, siger Marianne, som ellers havde fået at vide af lægerne, at hendes mand næppe ville klare sig igennem juledagene.
Lukkede øjnene
Hun var ved hans side sammen med sin søster, da han døde i hospitalssengen.
– Jeg var lige gået ud ad døren for at ringe til min svigersøn, da min søster kom løbende og sagde: ”Nu kan du godt komme tilbage, for nu lukker han øjnene, fordi du var ude”. Jeg skulle åbenbart ikke se det, siger Marianne, som er glad for, at hun alligevel nåede at tage afsked, selv om Antonio tilsyneladende ønskede at skåne hende.
Marianne giver børnebørnene en stor del af æren for, at hun stadig står oprejst i dag trods de forfærdelige tab, familien har lidt.
– Vi er tætte, og jeg hjælper dem alt det, jeg kan. Havde jeg ikke haft dem, ved jeg ikke, hvad der var sket, siger hun og viser stolt tatoveringen på sin venstre arm. ”Jeg forbliver stærk for mine børnebørn” står der på spansk. Længere nede på armen er Antonios og Glorias navne tatoverede sammen med deres fødsels- og dødsdatoer og Knæk Cancer-blomsten, der symboliserer kampen mod kræft.
På den måde bærer Marianne stadig sin mand og datter med sig. Hun har også oplevet tegn på, at de stadig er i nærheden. Nogle gange banker det på vinduet til hendes soveværelse, selv om der ingen er at se. Marianne har tænkt, at det måske kan være grenene fra mispeltræet foran, som har slået mod ruden. Men hun plantede træet sammen med Antonio, som var en dygtig havemand, så kan det i stedet være ham, der gør opmærksom på sig selv?
Da Gloria blev bisat, så Marianne hendes skikkelse stå bag kisten. Nogen ville mene, at det var en sørgende mors ønsketænkning, men Marianne er åben for eksistensen af en åndelig verden. Kort før Glorias død fik hun nemlig et varsel om, hvad der skulle ske. En lille englefigur faldt umotiveret ned fra en hylde i hendes stue og slog hul i hovedet.
– Den er ikke blevet smidt ud, for jeg mener, at det havde en symbolsk betydning, forklarer Marianne.
Ønsker kontakt
Ønsket om at få bekræftet deres tilstedeværelse og få svar på et vigtigt spørgsmål har nu fået Marianne til at kontakte Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk.
I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan seancen med Selma forløb.