Nyheder20. november 2018

Mads Brügger: - Nedim skudt af et vanvidsmenneske

Programchef på Radio24syv Mads Brügger mindes den skuddræbte radiovært Nedim Yasar
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mads-brugger-20112018.jpg
 Foto: Thomas Laursen

Det 31-årige tidligere bandemedlem Nedim Yasar, der tidligere i dag døde af de skudskader, han blev tilføjet i aftes, var en skattet ansat på Radio24syv.

Han var medvært på programmet "Politiradio", hvor han blandt andet kunne øse af sin viden omkring bandemiljøet.

Det sker i et følelsesladet, men dog sobert indlæg på Facebook.

Mads Brügger: - De har været ude efter ham før

- Store, stærke, dejlige Nedim Yasar er død. I går aftes, efter en reception for bogen om hans liv som bandeleder, og om vejen ud af kriminalitet, bliver han passet op på åben gade, og skudt ned af et vanvidsmenneske' indleder Mads Brügger.

- De har været ude efter ham før, bandemedlemmerne. De brød sig ikke om at Nedim satte ord på deres metoder og fortalte om deres hemmeligheder, skriver programchefen.

Mads Brügger er stærkt berørt af drabet.

- Nu gik de så hele vejen, og for mig vil der være et før og et efter mordet på Nedim Yasar. Efter mordet på Nedim, er det klart at vi er oppe mod en ondskab som trodser enhver forstand - i hvert fald på disse breddegrader. Magtfuldkommenheden i at henrette Nedim Yasar på en vej i København taler sit eget sprog, et særligt modbydeligt sprog, et sindssygens sprog, fortsætter Mads Brügger.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/screen_shot_2018-11-20_at_12.54.59.png
 Foto: Radio 24syv

Nedim Yasar (t.h.) var medvært på programmet "politiradio" på Radio24syv. (Foto: Radio24syv)

- Jeg vil altid savne og aldrig glemme Nedim Yasar. Han var en mønsterbryder af fineste karat. Hver dag var et valg for ham, et valg mellem hans fortid som gangster, og hans nutid som retskaffen samfundsborger - med stor appetit på, og mange planer for livet. Han var også et utroligt modigt menneske, og dette mandsmod endte med at koste ham livet. Farvel Nedim Yasar, og tak for alt, slutter Mads Brügger sit sit vrede, rørende indlæg.

Nedim Yasar blev passet op på Hejrevej i Københavns nordvestkvarter efter receptionen for hans bog "Rødder - en gangsters udvej".

Den formodede gerningsmand kom fra Glentevej og Nedim Yasar blev skudt ned ud for Hejrevej 42.

Politiet blev alarmeret klokken 19.38, og Nedim Yasar blev bragt til hospitalet i kritisk tilstand. Det var først tirsdag, at det blev kendt, at der var tale om Nedim Yasar, og kort før klokken 13 tirsdag blev han erklæret død.
Tirsdag eftermiddag vurderer Københavns Politi, at der var én gerningsmand, og at vedkommende, der var iklædt mørkt tøj, stak af fra gerningsstedet til fods i modsat retning ad Glentevej, end han var kommet. Nedim Yasar var tidligere leder af banden Los Guerreros, men valgte at forlade det hårde miljø og blev en del af et bandeexitprogram. I august 2017 blev han forsøgt overfaldet med kniv på sin bopæl i Lyngby nord for København og fik derefter en såkaldt 'alarmtelefon'. Denne havde han dog ikke på sig, da han i aftes blev dødeligt såret ved skudattentatet. Københavns Politi oplyser, at Nedim Yasar ikke har oplyst politiet om nye trusler, og derfor er politiet særligt interesseret i at tale med personer, der måtte kende til nye trusler mod Nedim Yasar.
Også chefredaktør for Radio24syv, Jørgen Ramskov, mindes den afholdte vært på "Politiradio". - I dag er en forfærdelig dag på Radio24syv. Jeg kan ikke rumme den sorg, afmagt og ikke mindst vrede, der fylder mig med visheden om at feje mennesker i aftes dræbte Nedim. Vores Nedim, skriver Jørgen Ramskov. Du kan læse hele Jørgen Ramskovs både harmdirrende og rørende indlæg om Nedim Yasar her.

Sponsoreret indhold