Louise så sin mor dø: - Nej, nej, nej!

LÆS OGSÅ: Tog lillebror med i døden

Hjemme hos Louise hænger der et billede fra hendes 19-års fødselsdag. Det forestiller Louise og hendes mor, Tina, og er det sidste, der blev taget af de to sammen.

Syv måneder senere skete ulykken, der kostede moderen livet og sendte Tina ud i en altoverskyggende sorg.

- Det er mit yndlingsbillede af mig og min mor.

- Hun havde altid det smil. Jeg bliver rigtig glad, når jeg ser på billedet, og derfor er det også vigtigt for mig, at det hænger fremme, så jeg kan se på det hver dag, når jeg går forbi det, fortæller Louise Bermann.

Ønsket om at få bekræftet sin mors tilstedeværelse efter ulykken har fået hende til at kontakte den clairvoyant Selma Ambirk. Hvordan det gik, kan du høre i andet afsnit af den nye podcastserie "Afdødekontakt".

- Jeg snakker rigtig meget med mine børn om, at hun kan se os oppe fra himlen. At hun sidder på skyerne og holder øje med os.

- Nogle vil måske synes, det er mærkeligt, fordi det ikke er en, børnene nogensinde har mødt. Men det er vigtigt for mig, at alle mine børn ved, hvem deres mormor var, siger Louise.

Artiklen fortsætter under billedet...

Jeg har tænkt rigtig mange gange: “Hvis nu vi bare var kørt fem minutter senere eller før, så var det højst sandsynligt ikke sket for os," siger Louise i dag om dødsulykken. Foto: Jesper Sunesen

Hun beskriver sin mor som en glad og sprudlende person, der var hjælpsom grænsende til det selvopofrende. Alle omkring hende skulle have det godt – ikke mindst hendes to børn, Louise og lillebroren Mikkel.

- Mit forhold til min mor var rigtig godt. Jeg har altid været mors pige og gået i skørterne på min mor. Også da jeg var teenager. Så det var vigtigt for hende at få mig smidt på efterskole, så jeg kunne slippe hende lidt, griner Louise.

Dræbt på stedet

Den 8. april 2010 måtte Louise slippe sin mor helt, da de på et splitsekund blev revet fra hinanden.

Sent om eftermiddagen var de på vej i bil til deres daværende hjem i Gandrup. Louises stedfar, Gorm, og hendes 15-årige stedsøster, Liv, var også med. De havde været i Aalborg for at få lavet pas til Liv, som skulle på en rejse med sin skole. Det er det sidste, Louise husker før ulykken.

På Halsvej ved Rærup gik det galt. En modkørende varevogn svingede pludselig over i deres vejbane og kørte frontalt ind i den lille personbil, der blev slynget ud i rabatten og krøllede sammen. Louises mor, der sad på førersædet, blev dræbt på stedet. Hun blev 40 år.

Louise husker kun i glimt, hvad der efterfølgende skete.

- Jeg husker, at jeg tog min telefon op af lommen for at ringe til min daværende kæreste. Den var meget flad. Min stedfar sagde nogle mærkelige lyde, min mor hang bare, og jeg prøvede at tage glasskår ud af hendes hår.

- Der var hurtigt hjælp til stede, men jeg kan ikke huske nogen omkring os overhovedet. Jeg kan heller ikke huske Liv, siger Louise og fortæller, at hun var ved bevidsthed hele tiden, men først kom helt til sig selv efter nogle dage.

- Det var, som om jeg først rigtigt vågnede på sygehuset, hvor jeg lå på intensiv, og min far kom og fortalte mig, at min mor var død, siger hun med dirrende underlæbe.

Artiklen fortsætter under billedet...

Savnet efter moderens død er stadig stort. Foto: Jesper Sunesen/Privat

Moderens sidste ord

Bilens tre øvrige passagerer overlevede alle. Det samme gjorde den 52-årige fører af varevognen, som efterfølgende forklarede, at det var et ildebefindende, der fik ham til at miste herredømmet.

Han blev senere frikendt for ulykken.

- Min stedfar fik kraniebrud og nogle andre brud på kroppen. Jeg brækkede lårbenet, kæben og hånden og fik hjernerystelse og punkterede en lunge.

- Og Liv fik bare blå mærker, men hun kan så huske det hele og har fået posttraumatisk stress af det, siger Louise, som har fået fortalt fra Liv, at hendes mors sidste ord, inden varevognen ramte, var “Nej, nej, nej!”.

Louise var stadig indlagt på hospitalet, da hun sammen med familien tog afsked med sin mor på Aalborg Sygehus.

- Vi holdt bisættelsen i kapellet. Jeg blev kørt derover i en kørestol, fordi jeg ikke selv kunne gå, og jeg havde morfin koblet direkte i ryggen.

- Men min stedfar kunne ikke være med, så det var vigtigt for mig, at hun først blev sat i jorden, når han var kommet ud fra sygehuset. Han lå på intensiv i respirator i lang tid, fortæller Louise.

Hun var knust, da hun fik beskeden om sin mors død.

- Men jeg fik ikke bearbejdet min sorg, som jeg skulle. Jeg gik til psykolog, men var ikke åben for, at det skulle hjælpe på daværende tidspunkt.

Det var først, da Louise selv blev mor til datteren Alma i 2015 og sønnen Marius i 2019, at det for alvor ramte hende. Hun blev angst for at miste igen. Og for at dø fra sine børn i en tidlig alder, som hendes egen mor gjorde.

Artiklen fortsætter under billedet...

Louise tog sin veninde Stine med til seancen med Selma Ambirk. Foto: Jesper Sunesen

Afsked i kørestol

Louise begyndte til psykolog igen og gik desuden til hypnose for at bearbejde sin angst. Det hjalp.

Men hun har stadig både fysiske og psykiske mén efter ulykken. Hendes venstre ben og højre hånd driller ofte, og hun har til tider svært ved at huske. Det værste er dog savnet. Og det går nok aldrig væk.

- Jeg har tænkt rigtig mange gange: “Hvis nu vi bare var kørt fem minutter senere eller før, så var det højst sandsynligt ikke sket for os”. Men det gjorde det. Desværre.

- Det påvirker mig meget, at hun ikke er her til at opleve sine børnebørn, og at hun ikke kan være der, hvis jeg engang skal giftes. Det er uretfærdigt, for det var ikke sådan, det skulle være endt, siger hun dybt berørt.

Der er nye afsnit i podcastserien "Afdødekontakt" hver fredag aften.