Nyheder12. maj 2017

Lotte Friis: Glæder sig til normal hverdag

– Jeg glæder mig til at leve en normal hverdag, hvor mit liv ikke er så styret af træning, forklarer svømmeren Lotte Friis, som ikke har planer om familieforøgelse.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/001.jpg
 (Foto: Kaspar Wenstrup)

Det er ikke på grund af familieforøgelse, at svømmeren Lotte Friis har valgt at hoppe op af vandet og stoppe karrieren.

Den 29-årige svømmedarling føler bare, at tiden er moden til at slutte en flot karriere.

– Jeg vil egentlig gerne konkurrere, men har ikke længere samme lyst til at træne. Nu glæder jeg mig til at prøve at leve en normal hverdag, hvor mit liv ikke er så styret af træning. Nu vil jeg være egoistisk og bare nyde at have tid til mig selv. Og så skal der nok ikke lige et barn indover. Det skal helst vente lidt. Min kæreste skal heller ikke tvinges, bare fordi jeg er lidt oppe i årene. Han er trods alt en lille smule yngre end jeg, griner Lotte Friis.

I marts kom det frem, at svømmepigen er blevet kæreste med 21-årige Christoffer Schnack Ringø, som blandt andet er fodboldspiller.

Kærlighed kender som bekendt ingen alder.

– Jeg følte bare, at tiden er moden. Nu må vi se, hvilke døre der åbner sig. Det er lidt skræmmende, men der kommer også nye muligheder, siger Lotte Friis, som har svømmet siden fem-seks-års-alderen. Siden 14-årsalderen har hun været på landsholdet.

Indtil videre fortsætter Lotte med sine to nuværende job som svømmetræner og i en kommunikationsafdeling på deltid.

Sponsoreret indhold