Nyheder30. april 2023

Lizette Risgaard slipper ikke: Advokatundersøgelsen fortsætter

Der er behov for en grundig undersøgelse, mener fungerende FH-formand Morten Skov
Selvom Lizette Risgaard selv har trukket sig fra sin toppost i fagbevægelsen, forfølges hun fortsat af krænkelsessagen, der på få dage har fældet hende.
Selvom Lizette Risgaard selv har trukket sig fra sin toppost i fagbevægelsen, forfølges hun fortsat af krænkelsessagen, der på få dage har fældet hende.
 Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Lizette Risgaard melder fra på Facebook

Den advokatundersøgelse, som fredag blev besluttet oven på anklager om grænseoverskridende adfærd fra formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaards side, er i gang.

Det meddeler den nu fungerende formand i FH, Morten Skov Christiansen. Han er tidligere næstformand i organisationen.

- Den eksterne advokatundersøgelse er sat i værk. Der er behov for en grundig undersøgelse, der udføres respektfuldt og ordentligt, lyder det i en pressemeddelelse.

Søndag morgen har Lizette Risgaard trukket sig fra formandsposten.

Det sker efter flere dages pres og manglende tillid fra en række forbund under FH.

Her er sagerne som fældede Lizette Risgaard

* Flere af mændene, som står frem, har været ansat i FH, mens episoderne fandt sted. De fortæller om episoder i festlige lag, men også i forbindelse med arbejdet.

* Ekstra Bladet og Berlingske har kendskab til ti episoder. Mændene optræder anonymt.

* En mand oplevede under en julefrokost i 2016, at han blev mødt med en "tydeligt irriteret attitude" fra Lizette Risgaard, fordi han ikke ville danse tæt. Ved Lønmodtagernes Topmøde i 2021 siger manden, at han blev "klappet i røven" tre gange, da de to krammede.

* En anden mand fortæller om en episode i forbindelse med folketingsvalget i 2019. Under en sang rykkede Lizette Risgaard ifølge manden sin hånd længere og længere ned ad hans ryg, indtil hånden endte på mandens numse.

* En tredje mand fortæller om en episode under coronakrisen, hvor han mødte ind til et næsten mennesketomt kontor. Her mødte han Lizette Risgaard. De hilste på hinanden, og ifølge manden strøg hun ham langt ned ad ryggen. Ikke helt ned til numsen, men tæt nok på til at han følte sig utilpas.

* En fjerde mand beretter om en episode ved et fagligt arrangement i 2018. Han mærkede på et tidspunkt Lizette Risgaards hånd bagi.

* En femte mand har oplevet en episode under Folkemødet i 2019. Under en fællessang mærkede manden Lizette Risgaards hånd bagpå, hvorefter den gled længere og længere ned og endte på mandens numse. Ifølge manden var hånden placeret der i flere minutter. Til et andet arrangement i 2021 oplevede samme mand at blive gramset på.

* Derudover har medierne talt med tre andre mænd, som fortæller om lignende episoder.

Kilder: Ekstra Bladet og Berlingske.

Det var på et ekstraordinært møde søndag morgen, at forretningsudvalget i FH blev orienteret om, at formanden trak sig fra posten. Risgaard meldte det selv offentligt ud på Facebook.

Og det var så forretningsudvalget i FH, der på et krisemøde fredag morgen besluttede at iværksætte en advokatundersøgelse.

Morten Skov Christiansen fortalte på et kort pressemøde fredag, at udvalget ville have svar på to ting på krisemødet: episoderne med Lizette Risgaard og så FH's håndtering.

– Forretningsudvalget kom frem til to ting. For halvandet år siden etablerede vi en ekstern, uvildig advokatordning. Det værktøj bruger vi nu til en hurtig og ekstern advokatundersøgelse, der skal undersøge sagerne til bunds.

– Vi har også lovet udvalget en skriftlig redegørelse. Den er allerede sat i gang, sagde Morten Skov Christiansen fredag.

Sponsoreret indhold