Nyheder30. april 2023 (opd. 30. april 2023)

Lizette Risgaard på Facebook: - Jeg stopper

Har netop meldt sin afgang
Fredag forklarede Lizette Risgaard sig foran den fremmødte presse. Det kan ende med at blive hendes sidste officielle funktion som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Fredag forklarede Lizette Risgaard sig foran den fremmødte presse. Det blev hendes sidste officielle funktion som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.
 Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Fælder hård dom over Lizette - hun er færdig!

Lizette Risgaard trækker sig som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Det skriver hun på Facebook søndag morgen.

Det sker efter anklager mod hende om upassende og grænseoverskridende adfærd.

- Kampen for et mere retfærdigt arbejdsmarked - særligt for dem, der ikke råber højest eller har adgang til mikrofonerne på TV - har altid været det vigtigste for mig. Altid!

- For mig har det også altid været afgørende, at fagbevægelsen og vores kamp står forrest. Men nu kan jeg konstatere, at de oplysninger, som bliver spredt fra flere sider, står i vejen for den kamp.

- Derfor har jeg besluttet at trække mig som formand for FH. Det har været én af de sværeste beslutninger i mit liv.

Dokumentation: Det skriver hun

Kære alle

De sidste døgn har været vanskelige. For vores bevægelse. For de mange dygtige og flittige medarbejdere i FH. Og selvfølgelig for min familie og mig personligt.

Kampen for et mere retfærdigt arbejdsmarked - særligt for dem, der ikke råber højest eller har adgang til mikrofonerne på TV - har altid været det vigtigste for mig. Altid!

For mig har det også altid været afgørende, at fagbevægelsen og vores kamp står forrest. Men nu kan jeg konstatere, at de oplysninger, som bliver spredt fra flere sider, står i vejen for den kamp.

Derfor har jeg besluttet at trække mig som formand for FH. Det har været én af de sværeste beslutninger i mit liv.

Jeg har beklaget og givet en uforbeholden undskyldning til alle, der har følt, at deres personlige grænser er blevet overskredet. Det står jeg ved!

Men jeg mener også, at man altid bør behandle sager som disse grundigt og sagligt - uanset hvem sagen omhandler, eller hvad sagen drejer sig om. Ikke afsige en hurtig dom baseret på avisskriverier, rygter eller folkestemningen på sociale medier.

Derfor synes jeg også, det var rigtigt, at FHs forretningsudvalg fredag morgen besluttede at igangsætte en advokatundersøgelse, der skal gennemgå de anonyme udsagn fra flere personer samt håndteringen af sagerne.

Aftaler er jo som regel noget, vi sætter højt i fagbevægelsen. Men allerede fredag eftermiddag stod det klart, at hverken aftaler eller fortrolighed betyder det samme for alle. Det er jeg utrolig skuffet over.

Jeg synes, jeg har skullet lægge øre til meget de seneste døgn - også meget, som jeg mener ikke er rigtigt. Jeg vil ikke gennemgå sagen her, men overlade det til advokatundersøgelsen hos Kromann/Reumert.

Og så blot stilfærdigt minde om, at ikke alle nuancer eller politiske motiver kommer frem, når sager som dét, der er foregået her, sendes igennem mediemøllen. Det mener jeg særligt journalister og medier bør tænke over.

Til sidst vil jeg gerne sige tak til alle jer, som jeg har haft privilegiet af at arbejde sammen med igennem de sidste 40 år. Og alle jer på den anden side af bordet, som jeg har kæmpet imod og med og indgået aftaler med.

Jeg har nydt hvert eneste sekund - også når det har været svært, og jeg har følt, at det hele så umuligt ud. Så har en SMS, en sød besked eller et opmuntrende telefonopkald fået mig til at finde energien til at fortsætte.

Jeg er stolt over de mange ting, jeg har fået lov til at stå i spidsen for i min tid som LO og FH-formand. Særligt fusionen af LO og FTF, som samlede fagbevægelsen. De mange trepartsaftaler med skiftende regeringer. Retten til en værdig tilbagetrækning for de mest nedslidte med tidlig pension og seniorpension - de første reformer i årtier, der gik lønmodtagernes vej.

Og så selvfølgelig kampen for store bededag og Danmarkshistoriens største underskriftsindsamling. Vi tabte måske nok slaget om bededagen, men vi forsvarede den danske aftalemodel. Og efterfølgende de private overenskomstforhandlinger.

Jeg er stolt over alt det, jeg har været med til at forandre og forbedre. At stå i spidsen for jer, de danske lønmodtagere, og hele den danske fagbevægelse har været mit arbejdslivs ære, og jeg ville gøre det hele én gang til, hvis jeg kunne.

Nu skal jeg noget andet, og I skal ha’ en anden til at føre kampene videre. Og jeg bliver glad og varm om hjertet ved tanken om de mange gode mennesker i fagbevægelsen, som jeg ved vil fortsætte kampen for et trygt og stærkt arbejdsmarked.

En særlig tak til de mange tusinde tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og fagligt aktive i klubber, bestyrelser og afdelinger over hele Danmark. Tak for jeres støtte! I får ikke altid så meget opmærksomhed, men I ved, jeg altid siger det, som det er: det er jer, som er rygraden i dansk fagbevægelse og den danske aftalemodel. I vil ALTID være i mit hjerte!

Pas på jer selv og alt det, vi har skabt i fællesskab.

Vi ses.

Kh Lizette

Sponsoreret indhold