Linse og Geggo indblandet i tyveri-sag

Fredag eftermiddag i forrige uge eskalerede en tvist om Linse Kesslers tidligere tatoo-forretning, Artistic Tatoo, på Islands Brygge.

Linse Kessler har stævnet den nye ejer Stephanie Wishart og kræver 100.000 kroner som kompensation for at have overdraget butikken til Stephanie Wishart. Sagen skal for retten den 15. december i år.

Men fredag skete en dramatisk udvikling i striden. Og ”Familien fra Bryggen”-baben tog tilsyneladende sagen i egen hånd.

Mens Linse er i Jylland og skrive autografer, tropper Linses datter, Geggo, op i butikken kort før klokken 17. Her viser overvågningsbilleder, at hun hun giver en kvinde, der arbejder i butikken, et kram.

Fredag i forrige uge lidt før klokken 17 ankom en gravid Geggo til tatoo-shoppen. Kort efter hendes ankomst var ledningen til videokameraet rykket ud og skærmen var sort.

Derefter går Geggo ind i det rum, hvor butikkens overvågningssystem er placeret, og lidt over et minut efter, at Geggo - der er gravid i femte måned - er kommet ind, slukker alle overvågningskameraerne.

Den ansatte går ind i et baglokale og arbejder videre, men går kort efter tilbage til butikslokalet og undrer sig over, at tatoveringsudstyr og negleudstyr er pakket ned i flyttekasser.

– Den ansatte fik at vide, at de var nede og hente deres ting, og om hun ville være venlig at hjælpe en gravid kvinde med at bære deres ting ud. Det følte hun, at hun blev nødt til, så hun tog en kasse, fortæller en med tilknytning til butikken til SE og HØR.

Kort efter sidder Geggo i sin bil og sender en selfie til Linse. Det billede lægger realitydronningen lørdag op på sin Instagram-profil.

I bilen hos Geggo er der mindst en flyttekasse og et spejl, som kort forinden hang i Artistic Tatoo.

Det anslås, at der er forsvundet værdier for 170.000 kroner fra Artistic Tatoo, kort efter at Geggo kom ind i butikken - og mens overvågningskameraerne var slukket i tidsrummet cirka 16.50 til 17.15 fredag eftermiddag.

Der blev lørdag i forrige uge ved middagstid indgivet anmeldelse om tyveri til politiet, en anmeldelse som Københavns Politi bekræfter.

– Det er korrekt, at vi har fået en anmeldelse om tyveri det pågældende sted og tidspunkt. Der går nu en efterforskning i gang, siger vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, Ove Larsen, til SE og HØR.

Lørdag i forrige uge ved 14-tiden dukker Linse selv op ved shoppen sammen med Geggo, Cengiz, Mopper og nogle andre.

– Lørdag står vi udenfor, og så begynder der at trække nogle biler rundt omkring butikken. Vi kan genkende dem, så vi går ned og låser døren og ringer efter politiet, fortæller én med tilknytning til butikken.

– De begynder at råbe og sparke på døren og siger, at de vil have overvågningsoptagelserne. Vi står og tuder, mens vi snakker i telefon med politiet, det var meget voldsomt.

Overvågningsbilleder viser, at Linse banker hårdt på døren. Det er umuligt at se, om hun også sparker, som det påstås.

En begyndte at filme episoden fra den anden side af gaden, og det fik Linse til at reagere, hvorefter hun selv begyndte at filme.

– Jeg står her med en fyr, som er i gang med at filme, at jeg er nede og hente mine ting som Stephanie Wishart har stjålet fra mig. Faktisk hele min shop. Hun er ved at desertere fra shoppen, fordi hun ikke har betalt husleje, og jeg må ikke få mine ting, og hun har ringet efter politiet. Det kan jo hjælpe hende et lille stykke tid, det er ligesom at pisse i bukserne at få hjælp fra politiet. Og du filmer stadig, siger Linse på videoen.

Linse Kessler gav fuckfinger til kameraet, da hun forrige lørdag eftermiddag var nede ved shoppen for at hente det, som hun mener tilhører hende.

I det samme ankommer politiet, som beder Linse om at stoppe og om at forlade stedet. Lørdag eftermiddag og lørdag aften fjernede Stephanie Wishart de resterende varer fra butikken, som er blevet lukket helt ned i frygt for, at familien Kessler vender tilbage.

Stephanie Wishart har ikke ønsket at udtale sig i sagen.

Københavns Politi ønsker mandag ikke at udtale sig om sagen.
 
- Efterforskningen er næsten afsluttet, men jeg vil ikke udtale mig om sagen, siger vicepolitiinspektør fra Københavns Politi, Ove Larsen, til SE og HØR.
 
Linse Kessler er rasende over den udvikling, som sagen har taget. Læs hendes udlægning her.

Find din favorit kendis her:

Fra forsiden
Close