Kira Skov efter sin mands død: Nu virker min virkelighedsopfattelse så fattig

Sangerinden Kira Skov mistede i begyndelsen af året sin mand og mangeårige samarbejdspartner, Nicolai Munch-Hansen.

Tabet satte tusinde tanker i gang hos sangerinden, der alligevel har valgt at gennemføre sin efterårsturné med albummet "In the Beginning".

Her fortæller 41-årige Kira Skov om sin tro:

Hvilken tro er du opdraget i?

- Jeg er ikke vokset op med en tro som sådan. Det eneste min far opdrog os børn til at tro på var nisser.

Hvor vigtig var religion i dit barndomshjem?

- Mine forældre var aktive i DKP (Danmarks Kommunistiske Parti, red.), da jeg voksede op, og der var religionen jo som bekendt opium for masserne. Min mormor gik i kirke, så ind i mellem kom vi med juleaften, men det var det. Jeg er hverken døbt eller konfirmeret.

Hvad betyder tro for dig i dag?

- I dag er jeg meget opsøgende i forhold til tro. Man kan måske sige, at jeg leder efter min tro. Indenfor de seneste seks måneder har jeg mistet både min mand og min far. Nu føles den virkelighedsopfattelse, jeg er opdraget med, så fattig. Jeg har altid troet på, at der var mere mellem himmel og jord, men jeg har ikke defineret min tro. Jeg ønsker at tro på, at jeg skal være sammen med Nicolai igen. At vi skal ses igen i en anden form. For mig ligger der et håb, i alt det vi ikke ved.

Hvordan dyrker du din tro?

- Jeg prøver at efterleve de værdier, jeg tror på, i min omgang med andre mennesker. For mig er kærlighed, empati og medmenneskelighed de vigtigste egenskaber et menneske kan besidde. Så det prøver jeg at dyrke i de ting, jeg beskæftiger mig med, i forhold til mine nærmeste, såvel som dem jeg lige har mødt.

Hvornår har du sidst tvivlet på din tro?

- Jeg kan se, at det ikke gør nogen forskel, om du er troende eller ej, når du står midt i et voldsomt tab. Min mands forældre er meget religiøse. Han far er præst. Det lindrer ikke sorgen at have en tro. Jeg tror, at alle har øjeblikke, hvor de fortvivler, når de sørger. Men man kan sige, at jeg jo tvivler på min gamle virkelighedsopfattelse. Jeg læser blandt andet i "Den tibetanske dødebog" i øjeblikket. Det hjælper mig at tænke på, at alt det vi tager for givet som sandheder, som udgangspunkt det meste af tiden er noget, vi er opdraget med. Der er så mange måder at beskue livet og døden på, så min tvivl er på en måde en positiv ting, der hvor jeg står nu.

Tror du på liv efter døden?

- Jeg tror på, at der findes et kredsløb, som vi er en del af. At vores sjæle har en energi og en kraft i sig, som lever videre på en eller anden vis. Men jeg ved ærligt talt ikke rigtig, hvad jeg tror på i denne her sammenhæng. Jeg ønsker mig det inderligt, men det er måske ikke det samme som at tro på det. Jeg bruger mange kræfter på at tænke på det i øjeblikket. Uanset hvad så lever vi jo videre gennem vores børn. De værdier, vi opdrager vores børn med, lever videre.