Nyheder17. marts 2017

Kendte danskere sender sidste hilsen til afdød dj

Det vælter ind med hilsener til Maria Gerhardt, efter hun måtte opgive kampen mod kræft
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/dj.jpg
 Foto: All Over Press)
Efter at den kun 39-årige Maria Gerhardt i går afgik ved døden, er der kommet et hav af hilsener fra kendte danskere, der sender en afsked og en sidste hyldest til forfatteren og dj’en. Blandt andre sangerinden Pernille Rosendahl har slået et billede op af Maria Gerhardt, der også var kendt under sit kunstnernavn Djuna Barnes. - Far Vel fine djunafar, skriver Pernille på sin instagram.
Komikeren Geo har også dedikeret et langt opslag på sin profil til den afdøde forfatter, som han mødte til Folkemøde på Bornholm i 2015. - Kære Maria. Er glad for du har fået fred, selv om det var alt for tidligt. I juni 2015 på Folkemødet havde vi den mest intense samtale, jeg nogensinde har oplevet. Jes spurgte hva' der gik os mest på, og vi svarede begge i munden på hinanden: "Kontroldatoen!!!" Samtalen endte i gråd, latter og kram. Få uger senere fik du konstateret tilbagefald, og nu er du desværre borte. Tænker på dig og din søde familie.
- Tak for dansen, tak for ordene, tak for røvsejheden. God flyvetur ... Sådan skriver journalisten Stephanie Surrugue på instagram.
Maria Gerhardt efterlader sig sin kone, Rosa, som meddelte venner og bekendte om Marias død sent torsdag aften på Facebook. - Min elskede Maria har forladt os i dag. Hun var omgivet af familie og venner indtil hun døde, og jeg tror aldrig, der har været så meget kærlighed på Bispebjerg Hospital. Jeg har ikke ord, for den sorg jeg føler. Verden bliver aldrig den samme, skriver hun. Maria og Rosa mødte hinanden i 1996 og blev gift i februar i år.
Men det er ikke kun Marias nærmeste, der har taget sig tid til at hylde hende. Også fans og perifere bekendtskaber er kommet med en sidste hilsen. - Har lige læst Maria Gerhardts nye bog, 'Transfervindue', og er helt ramt over, at hun nu er død efter lang tids sygdom. Kendte hende kun 'fra byen', men satte pris på hendes musik og hendes ord. De lever heldigvis videre. Og jeg kan kun anbefale at man læser hendes bøger. Som denne vemodige passage. Tak for det, Maria. Hvil i fred. Sådan skriver filmanmelderen Ann Lind Andersen på instagram.
Og også politikeren Uffe Elbæk har vist sin respekt på Twitter, hvor han har skrevet en hilsen til Maria. - Maria Gerhardt, du gik ned fra scenen alt, alt for tidligt. Men du gik ned fra den på den absolut smukkeste måde.
Maria Gerhardt fik første gang konstateret cancer i sommeren 2013. Den gang vandt hun over kræften, men i 2015 vendte den forfærdelige sygdom tilbage. Udover konen Rosa, så efterlader Maria Gerhardt sig også sønnen Bjørnstjerne.

Sponsoreret indhold