Nyheder25. november 2015

Jim Lyngvild: Far var et skrækkeligt væsen

Livet har ikke altid været lige let for creme-, øl- og modeksperten. Hans far var nemlig pornostjerne – og voldelig mod familien
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jim_lyngvild_dm.jpg
 Dan Mariegaard

Viking, modediktator, cremekonge, ølbrygger og professionel fotograf.

Jim Lyngvild har mange jern i ilden, og den alsidige forretningsmand lever et liv, som de fleste danskere kun kan drømme om. Men Jim har ikke altid haft et liv i lykke. I en lejlighed i Albertslund levede Jim sammen med sin far, mor og fire halvsøskende.

Faderen praktiserede et hårdt liv med alkohol og stoffer, og det er ikke kærlige kram og godnathistorier, som fylder Jims barndomsminder.

– Min far var alkoholiseret og narkoman. Jeg afskyede ham på alle leder og kanter, hvilket egentligt var ret forfærdeligt, for han elskede mig overalt på jorden, fordi jeg var han eneste ægte søn. Han slog mine søskende, men ikke mig, fordi jeg var hans søn, fortæller Jim, da SE og HØR besøger ham hjemme i den store vikingeborg på Fyn, Ravnsborg.

Lyngvilds far var dansk pornostjerne i halvfjerdserne og gik under navnet ”Røde Tyr” på grund af hans røde hår og skæg. Da Jim var ti år, døde faderen af druk – kun 37 år gammel. Dødsfaldet var en lettelse for familien, selvom moderen nu stod som ene mor til fem børn.

– Min mor og jeg har et fantastisk forhold. Hun er den eneste, som rigtigt forstår mig. Vi deler de samme interesser, og jo ældre jeg bliver, desto mere får vi tilfælles. Hun er mig i kvindeudgave. Hun er den bedste mor, forklarer Lyngvild.

https://imgix.seoghoer.dk/jims_mor.jpg
 Privat

Jim Lyngvild har et særdeles nært forhold til sin mor Kirsten, som ofte besøger ham på hans vikingeborg på Fyn (Foto: Privat)

Men det er ikke kun onde tanker, Jim har om sin far. Han er sikker på, at hans far beskytter ham fra det hinsides.

– I dag har jeg slået mig til tåls med det her menneske, som jeg brød mig så lidt om. Jeg tror også på, at noget af alt det gode, som der sker i mit liv, skyldes min far, der sidder deroppe og trækker i trådene, forklarer Lyngvild.

– Jeg tænker meget sjældent på ham, hvilket måske er forkert, men jeg har nærmest kun dårlige minder om ham. Men han er jo stadig min far, og det er hans skyld, at jeg er der, hvor jeg er i dag. Selv de grimme ting har bragt noget med sig, som man kan bruge. Min far var en fantastisk fotograf, og uden ham havde jeg aldrig fået interesseren for at fotografere, fortæller Lyngvild, der har vakt opmærksomhed med sine fotografier af kendte danskere, som for eksempel Pia Kjærsgaard, Simon Emil Ammitzbøll og Linse Kessler.

https://imgix.seoghoer.dk/jim_lyngvild_dm_2.jpg
 Dan Mariegaard

Sponsoreret indhold