Nyheder27. oktober 2015

Peter Ingemann: - Jeg skal lade være med at bande på TV

Peter Ingemann har fået masser af ros for sit nærvær og sin lune i de populære TV 2-programmer ”Størst”. Der er dog én uvane, som flere seere har påpeget over for ham: - Du bander for meget, Peter
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20151026-peter_ingemann-tsl-0001.jpg
 Thomas Laursen

Først lærte vi ham at kende som den smilende og energiske vært i ”Hammerslag”.

Og de sidste mange tirsdage har vi kunne følge med, når Peter Ingemann har besøgt de største og mest storslåede steder på kloden i TV 2s populære rejseprogram ”Størst”.

Her har Peter Ingemann blandt andet fløjet med verdens største passagerfly, besøgt Syndens by Las Vegas, rejst (næsten) 10.000 kilometer på transsibiriske jernbane, og i aften besøgte han så Panama-kanalen.

Seerne elsker rejseprogrammerne – og ikke mindst Peter Ingemann i rollen som den smilende og entusiastiske vært. Men Peter Ingemann har også en uvane, som flere seere har bemærket:

- Det er mange reaktioner, men de fleste er positive… og så er der lige dem med, at jeg skal lade være med at bande så meget, siger Peter Ingemann til SE og HØR og tilføjer:

- Og det er helt korrekt. Men det skal sammenlignes med, at hvis jeg kom hjem og satte et kamera på hos jer, så kan det også være, at I sagde ”for satan”. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at være i nuet. Jeg skal ikke spille en rolle og være en papegøjevært. Det er mig, Peter, der er ude og rejse. Og "bagsiden af medaljen" er så, at jeg så er, som jeg ville være, når jeg gik rundt i Kvickly i Ry. Men det lyder altså ikke pænt, når jeg bander. Det ved jeg godt, fortæller TV-værten med et smil.

I programmerne har Peter Ingemann blandt andet spillet russisk roulette med strømpistoler og oplevet at få ét voldsomt maveonde, der sendte ham på et uhumsk hospital i Rusland. Og så kan arbejdsdagene nemt være lange og trættende, fortæller TV-værten.

- Når man er afsted i seks dage, så er det hårdt arbejde. Det er først bagefter, at jeg lige tænker over, at du sad i det der A380 fly på første-klasse, fortæller Peter Ingemann og tilføjer:

- Så kan jeg godt nogle gange side på de ture og tænke, om jeg er for meget væk. Jeg rejser jo nok 100 timer hvert år. Men det var jeg jo også på Hammerslag. Så det har de altid været vant til, siger Peter Ingemann med hentydning til sin familie, der består af konen samt hans to piger på 12 og 15 år.

- Når de skriver min fødselsdagssang, når jeg bliver 75 år, håber jeg de skriver, at det var i orden, at jeg var så meget væk, siger Peter Ingemann med et smil.

Sponsoreret indhold