Nyheder15. december 2015

Dennis Knudsen: Jeg har tabt millioner

Det københavnske madimperium Madklubben har overtaget den tidligere restaurant ”Kontrast by Dennis Knudsen”.
https://imgix.seoghoer.dk/media/e9c666b1a9b94b52b0cc6b8ddf0d5a28.jpg
 (Foto: All Over)

Af: Birgit Eskholm

De seneste måneder har været et sandt mareridt for den nu tidligere restauratør Dennis Knudsen.

Ikke alene har han haft utallige søvnløse nætter efter det natlige opgør med sin tidligere partner Karina Heegaard, det korte restauranteventyr er også gået hårdt ud over hans pengepung.

– Det har kostet mig omkring to millioner kroner, og Karina ødelagde min drøm om en restaurant, siger Dennis Knudsen.

Men nu er mareridtet slut.

Det succesfulde restaurantkoncept Madklubben har overtaget restauranten med den attraktive beliggenhed på Regnbuepladsen tæt på Rådhus-pladsen i København og er i gang med den helt store renovering.

– Jeg er stolt over og glad for, at Madklubben tror på, der er en fremtid i de lokaler, jeg troede på, men jeg er ked af, at det ikke blev mig, der fik den fremtid. Det ødelagde Karina Heegaard, siger Dennis Knudsen.

Restaurant Kontrast nåede kun at være åben i knap en måned, før Karina Heegaard efter et drama omkring den stærkt berusede såkaldte champagne-dreng Mads Dinesen gik amok og slog en kvindelig medarbejder, og det hele gik op i en spids og førte til restaurantens lukning.

Siden er Karina Heegaard i byretten blevet idømt 20 dages hæfte for vold, en dom, hun har anket til landsretten, og Dennis Knudsen fortryder bittert, at han indgik samarbejdet med, hvad han kalder ”den forkerte partner”.

– Nedturen har haft store konsekvenser for min virksomhed, og jeg er ked af, det endte sådan. Men jeg er sund og rask, og nu er det op på hesten igen. Jeg har en sund frisørforretning, salget af mine produkter går godt, og jeg laver også stadig film, siger Dennis Knudsen.

Og han fortryder ikke, at han kastede sig ud i restaurant-eventyret.

– Nej, det var et kapitel, der skulle være der. Ellers havde jeg gået rundt med en uopfyldt drøm. Nu må jeg bare klippe de næste 20 år for at tjene det tabte ind, siger Dennis Knudsen selvironisk.

Sponsoreret indhold