Nyheder5. februar 2018

Amanda Kastrup om svindel-forholdet: Jeg fortryder intet

I 100 dage var svindleren Casper Rieper-Holm en del af Amandas liv. Han bragte kærlighed og lykke ind i hendes liv, fyldte hende med løgne og lænsede hende for penge.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/amanda-kastrup_0.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Forelskelsen var enorm. Det samme var mængden af løgne, da 30-årige Amanda Kastrup mødte Ludvig Casper Kastrup Augustinus i november 2011.

Hun var dengang 25 år. Enlig mor fra Hvidovre til en pige på fem år og pædagogstuderende.

Hendes nye kæreste var arving til en af Danmarks rigeste familier, hårdtarbejdende advokat og far til en datter.

Det var i hvert fald det, han fortalte Amanda Kastrup, mens han slog benene væk under hende og førte hende ind i en helt ny verden med rejser og restaurantbesøg.

Forholdet mellem de to udviklede sig med lynets hast.

Han flyttede ind hos Amanda, og hun var ikke i tvivl om, at hun endelig havde mødt drømmemanden.

– Han var noget for os. Jeg var helt vild med ham, og min datter var helt vild med ham. Jeg var ikke i tvivl om, at det var ægte, siger Amanda i podcasten "I et forhold med", der har dannet baggrund for TV2-dokumentaren "En fremmed flytter ind" - det sidste afsnit vises i aften kl. 20.50 på TV 2.

I virkeligheden hed den nye mand i Amandas liv Casper Rieper-Holm.

Det fandt Amanda ud af, efter at de havde været sammen i 100 dage. Det var hendes bank, der kontaktede hende, da de var blevet mistænksomme, efter at Casper havde oprettet lån i hendes navn for 250.000 kroner.

– Hvorfor havde jeg ikke googlet ham?, spørger Amanda sig selv seks år efter i et interview med Femina.

Kort efter kommer hun selv med svaret.

– Casper er en meget dygtig svindler, og han kan snyde alle, siger hun.

Og Amanda er langtfra den eneste, der er faldet for Casper Rieper-Holms løgne. Men den dag i dag er hun færdig med at bebrejde sig selv, at hun ikke gennemskuede ham.

– Efter choktilstanden var det latter, der fyldte mig. Jeg har grinet så meget, at jeg kunne lave en hel sø af lattertårer. Det er jo fuldkommen latterligt at være sammen med en mand i 100 dage, som ikke er den, han siger, han er, siger Amanda til ugebladet.

Hun har valgt at se det positive i det svigt, hun blev udsat for.

– Jeg kan ikke suge noget tragisk ud af det, og jeg ser mig heller ikke som et offer. Jeg synes nærmere, at det er synd for ham. Jeg har jo ikke tabt noget. Kun tid. Men i den tid har jeg også fået en masse oplevelser. Men relationen, som er væk, var jo til et menneske, som slet ikke eksisterer.

– Jeg tror, at kærestesorger handler om, at man er bange for at se, hvad der sker, når den anden kommer videre, uden at man selv er en del af det. Men det var jo ikke relevant med Casper.

Det er snart seks år siden, Casper forsvandt ud af Amandas liv. Hun driver i dag en onlinefiskeforretning, hvor hun sælger og leverer friske fisk.

– Heldigvis har han ikke ødelagt min tiltro til andre mennesker. Han var der jo også kun i 100 dage, men hvis det havde stået på i flere år, kunne det godt have sat sit præg på, hvordan jeg oplever mænd og deler ud af min tillid, siger Amanda.

– Det har lært mig, at jeg ikke mister noget ved at give – heller ikke, selv om det er en psykopat, jeg har givet det til. Jeg har kun givet min kærlighed, og det har jeg gjort af god vilje. Man mister mere, hvis man holder tilbage, slår Amanda fast.

– Jeg valgte selv at tage ham med hjem. Jeg kunne lide ham, og jeg fortryder ikke de valg, jeg tog dengang.

Casper indrømmer: Jeg har snydt mange

Sidste gang, offentligheden hørte noget til Casper, var, da DR-magasinet "Kontant" fandt ham i den spanske provinsby Coin.

Her fortalte han blandt andet, at han ikke havde styr på, hvor mange han har snydt for penge i skikkelse af sine mange opdigtede personligheder.

– Det er mange mennesker og mange penge og mange firmaer, erkendte 39-årige Casper Rieper-Holm.

Han fortalte også, at han ikke selv var klar over, hvordan han udvalgte sine ofre.

– Jeg aner det ikke. Det er et forfærdeligt liv at leve, bedyrede han.

Sponsoreret indhold