Tommy Ahlers: Jeg er til både mænd og kvinder

TOMMY AHLERS

TOMMY AHLERS

Foto: Per Arnesen, United Productions ApS

Den 2. maj blev Tommy Ahlers, der inden da var kendt som en af investorerne i det populære DR-program "Løvens Hule", udnævnt som uddannelses- og forskningsminister i VLAK-regeringen

Men det er ikke kun hans bedrifter på Christiansborg, der interesserer offentligheden, og det tager ministeren nu konsekvensen af. I et stort interview i magasinet Euroman taler han ud om sin seksualitet. 

- Når folk nævner, at de har hørt et rygte, så forklarer jeg dem, at det ikke er et rygte, for der er ikke en snert af fiktion i det. Det passer. Men sandheden er så også, at jeg er kommet frem til, at jeg både er til mænd og kvinder, fortæller Ahlers til Euroman

Tommy Ahlers, der er far til to, blev skilt i 2012, og i interviewet fortæller han, at han de næste fire år troede, at han udelukkende var til mænd.

- Men så trak det modsatte køn i mig igen, ligesom det gjorde, da jeg mødte mine børns mor, forklarer Tommy Ahlers i interviewet i Euroman

Sønderjyden Tommy Ahlers, der kom til verden i 1975, er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 2000.

Han kickstartede sin karriere som konsulent hos McKinsey i årene 2000 til 2004, indtil han i 2005 kastede sig over egne virksomheder. I dag er han god for flere millioner kroner, efter at han blandt andet har solgt nogle af sine succesfulde projekter for beløb på henholdvis 250 millioner og 330 millioner kroner.

Han grundlagde dengang ZYB – onlinetjenesten, der gjorde det muligt at gemme kontakter og kalenderinfo og dele det med andre. ZYB blev senere solgt for en kvart mia. kr.

De mange penge fik dog ikke Tommy til at geare ned.

I 2010 investerede han i virksomheden Podio, der blev solgt for 330 millioner kroner, men Tommy bruger stadig tid på det samme som de fleste andre: Job og familie.

– Jeg står op klokken syv. Halvdelen af tiden har jeg mine børn, så der handler morgenen om at få dem sendt i skole. Jeg starter altid dagen med at bruge en halv times tid på mails og telefonopkald. Resten af dagen holder jeg møder og er i kontakt med de virksomheder, jeg er involveret i, har han sagt til Euroman.

Tommy Ahlers bor i en villa i Rosenvængets kvarter på Østerbro i København. Han ejer både en Porsche 911 og en Tesla, men har tidligere fortalt i et interview med Euroman, at han foretrækker at tage sin sorte herrecykel til og fra arbejde.

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close