Nyheder22. januar 2018

Jan Gintbergs hårde barndom: Lettet over mors død

Livet har ikke været lutter latter for komiker Jan Gintberg, som voksede op med en psykisk syg mor og en rasende far
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jan-gintberg1.jpg
 (Foto: Mikael Rieck)

Udadtil virker Jan Gintberg som en person, der udelukkende består af høj latter, sjove bemærkninger og godt humør.

Men før den højtråbende komiker blev den person, han er i dag, gik han igennem en hård og skelsættende barndom.

Da Jan var fem år gammel, skete der noget på gården Storkedal i den nordsjællandske by Lynge, hvor familien boede.

Hans mor Jonna blev indlagt med et nervøst sammenbrud, og siden den dag var hun psykisk syg, mener Gintberg.

– Jeg følte, jeg havde mistet min mor, som jeg kendte hende. Når hun kom hjem fra skolen, kunne hun blive siddende i bilen ude i carporten i flere timer. Hun sad der bare. Hvis jeg gik ud og spurgte, om hun ikke kom ind, fik jeg et fjernt svar, hvis hun var inde i sådan en periode. Så var hun et skelet, der gik rundt. Helt apatisk, fortæller komikeren i et stort interview med Euroman.

Ægteskabet smuldrede

Mor Jonnas psykiske problemer havde ikke kun konsekvenser for Jan. Det påvirkede naturligvis også hans far Børge, som lattersprederen beskriver som en til tider yderst temperamentsfuld mand.

Gintbergs forældre gled langsomt længere og længere væk fra hinanden, og til sidst var de kun sammen, fordi ingen af dem havde råd til at bo alene på gården.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/jan-gintberg.jpg
 Foto: Claus Poulsen
Mens barndommen var hård, er Gintbergs liv i dag fyldt med mange grin og højt humør ... og fadbamser. (Foto: Claus Poulsen)

– De havde intet fysisk sammen. De boede bare i samme hus. Prøv at forestille dig at leve ved siden af en, du dybest set ikke kan lide og ikke har sex med, siger Jan til herremagasinet om sine forældres ægteskab. Det holdt indtil 1989, hvor de blev skilt.

Hans far blev boende på gården i Lynge, mens moderen flyttede til Glumsø på Sydsjælland, hvor hun boede, indtil hun døde i 2015.

Døden en befrielse

Jan sad ved sin mors side sammen med resten af familien, da hun sov ind på hospitalet i en alder af 84 år.

– Det var en kæmpe befrielse. Det er forfærdeligt at sige. Men hun havde ikke et særlig godt liv den sidste tid. Det var en lettelse for mig, at jeg kunne slippe ansvaret for et menneske, jeg ikke længere kendte, forklarer han i interviewet med Euroman.

Det var ikke kun moderens psykiske problemer og faderens temperament, der gjorde Jans barndom hårdere end de flestes.

Da han var blot ti år gammel, boede hans morfar på gården sammen med resten af familien, og en dag, da Jan kom hjem fra skole og kaldte på morfar, gjorde han en skrækkelig opdagelse.

– Og så lå han ude på toilettet. Han lå på ryggen med barberkniven i hånden. Mens han stod og barberede sig, havde han fået et hjerteslag og var faldet bagover, fortæller han om den traumatiske oplevelse.

SE og HØR har prøvet at få en uddybende kommentar fra Jan Gintberg, men han har ikke ønsket at kommentere yderligere.

Sponsoreret indhold