Nyheder11. september 2015

Lars von Trier om skilsmisse: Ja, jeg har været utro

Filminstruktøren indrømmer nu, at han har været sin tidligere kone utro. Det sker i en pressemeddelelse, som han udsendte fredag eftermiddag
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/von-trier-skilt-komprimeret.jpg
 All Over

Tidligere på ugen kom det frem, at den verdensberømte filminstruktør Lars von Trier skal skilles fra sin kone gennem 20 år.

Nyheden meddelte Lars von Trier selv via en pressemeddelelse, hvor han tilføjede, at der var tale om en fælles beslutning. Nu har han så udsendt endnu en pressemeddelelse, hvor han afslører, at det i realiteten er utroskab, der ligger bag beslutningen om, at han og Bente Trier går hver til sit.

- På trods af at have afskrevet mig muligheden for at kommentere på min skilsmisse, har jeg valgt at bryde princippet i forbindelse med udgivelsen af bogen: "Mænd bærer min kiste", for om muligt at lette presset på min familie, skriver Lars von Trier, inden han afslører, at han havde et forhold til bogens forfatter:

- I denne nøgleroman optræder en karakter benævnt geniet, hvis gøren og laden jeg til dels kan genkende som mig selv. Jeg står altså ved at ha haft et seksuelt forhold til bogens forfatter, hvilket jeg beklager overfor min familie, da det selvfølgelig har gjort dem kede af det!

- Min kommentar er at bogen, for at føje spot til skade, med en modbydelig sadistisk fryd går efter at ydmyge min kone. Tarvelighederne fyger og jeg kan ikke tage afstand nok fra denne bog og dens forfatter, skriver filminstruktøren til slut i pressemeddelelsen, som altså blev udsendt fredag eftermiddag.

Lars von Trier er kendt for sine mange anmelderroste film, der blandt andet har gjort ham til vinder af Guldpalmen i Cannes for filmen "Dancer in the Dark" i 2000.

Ud over filmsuccesen er han dog også kendt for sin til tider provokerende person.

I udlandet skabte han stor debat, da han i maj 2011 blev erklæret "persona non grata" af film-festivalledelsen i Cannes, efter han spøgefuldt svarede på et spørgsmål, at han havde sympati for Adolf Hitler.

I Danmark trak Lars von Trier også store overskrifter, da han i november 2014 fortalte, at stort set alle hans film var skrevet på en blanding af store mængder vodka og et euforiserende stof.

Sammen med sit misbrug har Lars von Trier også kæmpet med et sind, der har givet ham dybe depressioner.

I et interview med magasinet Elle i 2014 har Bente Trier blandt andet beskrevet, at den kendte instruktør havnede helt nede i kulkælderen i 2008:

- Der har jeg engang imellem tænkt "fuck, jamen hvad med mig og vores børn. Det kan være et helvede at leve med mennesker, der har det så svært rent psykisk", fortalte hun til magasinet.

I februar 2015 vandt Lars von Trier otte Robert-priser for sin directors cut udgave af filmen "Nymphomaniac". Her udtalte han sig for første gang siden 2011 i en offentlig forsamling.

Ud over at have modtaget et hav af danske og internationale filmpriser er Lars von Trier også kendt for - sammen med Thomas Vinterberg, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen - at have udviklet dogmebevægelsen, Dogme 95.

Ritzau

Sponsoreret indhold