
Instagram ruller ny funktion ud: Nu kan du like dine venners stories
Fra nu af bliver det muligt for dig at sende likes som reaktion på dine venners Instagram-stories.
Appen – som er ejet af facebook-moderselskabet Meta – ruller allerede funktionen ud sammen med deres Valentineshilsen til brugerne mandag.
Det oplyser Instagram-bossen Adam Mosseri i en video på Twitter – for det ikke skal være løgn.
Hidtil har brugerne, som du nok ved, kunne reagere på stories ved hjælp af en otte faste emoji-ikoner, men er man heldig at få en masse af den slags, så oversvømmes indbakken hurtigt.
I oversigt - ikke i indbakken
Den nye like-funktion kommer frem som et lille hjerte nederst i fanen – ved siden af det lille velkendte papirfly, som man bruger til at sende stories videre.
- Hvis man klikker på dette, vil udgiveren af den pågældende story få et like. De likes, der kommer ind vil blive vist i oversigten, og altså ikke længere i dine DM’s, fortæller Mosseri.
Techmediet The Verge skriver, at antallet af likes ikke vil blive vist nogle steder – heller ikke overfor vennerne.
Dette lægger sig godt op ad Facebook – eller rettelig Metas – strategi om at forsøge sig med skjulte likes på profiler, eller main feeds.
Den nye funktion skal sikre, at man kan sende hinanden støtte, likes og tilkendegivelser – men altså uden at overdynge indbakken med private beskeder.
