Præstens tale i Ulstrup: Hvorfor dræbte Morten sin familie?

(Foto: Scanpix)

Venner, kolleger, klassekammerater og familie gik i dag den tunge vej til Ulstrupbro Kirke.

Her tog de klokken 13 afsked med fem kære, der tidligere på måneden alle mistede livet i en ufattelig tragedie.

9. januar valgte den 45-årige familiefar Morten Nielsen at tage livet af sin kone, 42-årige Trine, samt parrets fire børn Josefine på 16, Magnus på 11, Cirkeline på seks og Marius på tre år. Til sidst tog han sit eget liv.

I dag dannede Ulstrupbro Kirke rammen om det sidste farvel, da ofrene for den ufattelige tragedie blev sendt ud på deres sidste rejse. Familiefaderen Morten blev ikke begravet sammen med sin familie. Han begraves derimod i stilhed i en lille by i Nordjylland, hvor han stammer fra.

Det var sognepræst Knud Bunde Fries, der forsøgte at sætte ord på den ubegribelige og ufattelige sorg.

- I dag er sådan en dag, hvor vi ville ønske, at vi kunne være alle andre steder. Men i dag skal vi være her, og det skal vi, for selv om den tragedie, der har ramt os, er så meningsløs, så er det på ingen måde meningsløst, at vi er sammen i dag. Det er tværtimod det eneste rigtige at gøre, at vi mødes her i dag i kirken – ikke for at forstå, hvad der er sket – for det tror jeg ikke, vi kan helt til bunds – men for at vi kan trøste hinanden, holde om hinanden og måske prøve at sætte ord på den afmagt, der kan føles så afgrundsdyb, sagde sognepræsten ifølge BT blandt andet i sin tale.

Knud Bunde Fries lagde i sin tale ikke skjul på, at i dag var en svær dag – også for ham:

- Jeg vil være ærlig og sige, at det er svært at stå her i dag, det er svært for mig at sætte ord på det, der er sket. Det vil jeg være helt ærlig omkring. Og sådan er det for os alle sammen. Det er svært både at sætte ord på omfanget af det, der er sket og så det, at det er en far, som har dræbt sin egen familie, sin hustru og de fire børn, som han selv har været med til at bringe til verden, fortalte sognepræsten ifølge BT i sin tale og tilføjede:

- Spørgsmålet, som har presset sig på hos os alle: Hvorfor Morten gjorde det, har vi alle stillet os selv, også I nærmeste pårørende, og selvfølgelig har vi talt om det sammen, men dybest set, så får vi ikke et endegyldigt svar.

I talen henvendte sognepræst Knud Bunde Fries sig også til familiens allernærmeste:

- Vi har grædt, vi har holdt om hinanden og været fælles om afmagten, og ind imellem ja da har der også været en lille forløsende latter, når vi har talt om gode minder, og så har vi kigget på hinanden og tænkt: Må vi det? Må vi godt le, når mørket omkring os er så dybt og meningsløsheden så massiv, og så tror jeg, at vi er blevet enige om, at det må vi gerne, for det er jo på en måde et første lille tegn på, at livet findes, som en sart lille blomst, der kryber op af jorden i den første forårstid, og sådanne små blomster skal vi glæde os over, og som vi også har sagt flere gange, så er det også i Trines og børnenes ånd, at livet ikke stopper, selv om de ikke er her mere, lød det fra sognepræsten.

Du kan se blomster og lys foran villaen i Ulstrup i galleriet herunder:

Ulstrup-tragedien

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close