Nyheder3. april 2018

Humørekspressen: Nyt pust til dansk-toppen

I en tid hvor musik laves ud fra skabeloner for at lave hits, forsøger de fire gæve gutter fra Humørekspressen at lave dansk musik, som folk kan relatere til.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/humoerekspressen-vil-slaa-igennem-paa-gamle-dyder-0.jpg
 (Foto: Peter Grosen)

Drengene fra Humørekspressen er ikke, som musikere er flest.

Nu til dags bliver det meste musik lavet på en computer, og alle har nærmest en skabelon for, hvordan man laver det næste store hit. Den trend er de fire garvede musikere stået af fra.

Bandet består af Chapper, Klumben, Peter Lützen og Pharfar.

– I musik generelt er der tit en slagplan for projektet, hvor en masse kloge mennesker har noget at sige. Sådan er det ikke for os, fortæller Pharfar, 44, med det borgerlige navn Søren Schou, da SE og HØR møder ham og resten af bandet på taget af hans studie i Søborg ved København på en sjælden solrig forårsdag.

Han bliver bakket op af 35-årige Peter Lützen, der tidligere har lavet musik i hitgruppen Panamah.

– For os handler det mere om legen og glæden ved musik. Den musik, vi godt kunne lide, var lavet af rigtige mennesker, der spillede rigtige instrumenter. Det syntes vi at dansktoppen manglede i dag, siger han.

Artiklen fortsætter under videoen...

SE og HØR satte Humørekspressen i stævne til en ægte YouTube-klassiker - en Q&A.

At komme tilbage til musikrødderne var også en vigtig årsag til, at rapperen mindre kendt som Christian Andersen på 30 år, valgte at gå med i Humørekspressen.

– Det er helt sikkert noget andet at lave det her end det, jeg lavede før. Men det er superfedt at prøve noget nyt, fortæller Klumben. Han brød igennem med sangen ”Kriminel”, som handler om hans yngre dage, der primært bestod af hash og graffitimaling.

Selv om han stadig laver nye numre med sin Faxe Kondi-makker Raske Penge, så nyder Klumben at udfolde en side af sit musikalske talent med sine tre nye kammerater.

– Jeg spiller guitar i Humørekspressen, og det har jeg ikke prøvet før i professionel sammenhæng. Jeg har spillet det før, men aldrig indspillet eller optrådt med en guitar.

Det var lidt nervepirrende i starten, lyder det fra hitmageren.

En af gruppens mest rutinerede mænd er den 44-årige musiker, TV-vært og komiker Chapper, som egentlig hedder Chang Il Kim.

Det er tydeligt, at han også er gruppens spasmager. Men trods den muntre tone og det høje humør er der ingen tvivl om, at han og de tre andre i bandet mener det her projekt alvorligt.

– I starten kæmpede vi lidt med, at folk ikke troede, at vi var seriøse, men det er vi i den grad, siger Chapper om starten på projektet.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/20180320_pg_humoerekspressen_0584.jpg
 Foto: Peter Grosen

Humørekspressen består af de fire garvede musikere Klumben, Peter Lützen, Chapper og Pharfar. (Foto: Peter Grosen)

Frygten for ikke at blive taget seriøst fik dog ikke Humørekspressen til at skifte kurs eller ændre på deres musikalske mål.

Et par TV-programmer og andre ting blev der dog sagt nej til.

– Vi var bange for, at nogen hyrede os til et show eller et job, for at vi skulle klovne rundt. Det gider vi ikke, slår den tidligere TV-gøgler fast.

Nu har de efterhånden slået deres navn fast, men der er stadig ét mål, der overskygger de fleste.

– Vi vil gerne lave et hit, ikke? griner Pharfar.

Du kan se mere til Humørekspressen ved Dansktop Prisen 2018, hvor de er nomineret til flere priser.

Det storstilede show løber af stablen den 14. april kl. 18.00 i Jyske Bank BOXEN i Herning.

Køb billetter på 70 15 65 65 eller på www.sh.dk/dansktopbillet

Sponsoreret indhold