Nyheder14. februar 2017

Hugh Jackman behandlet for kræft for femte gang

Hugh Jackman er blevet behandlet for hudkræft igen og understreger vigtigheden af at bruge solcreme.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/hugh_jackman.jpg
 Foto: All Over Press

Hollywood-stjernen Hugh Jackman er blevet behandlet for hudkræft for femte gang siden 2013.

Det fortæller den 48-årige skuespiller på Instagram, hvor han har delt et billede af sig selv med plaster på næsen efter behandlingen af hudcancertypen basalcellekræft.

- Takket være hyppige kontroller og fantastiske læger er alt godt. Det ser værre ud med forbindingen på, skriver skuespilleren blandt andet under hashtagget "brug solcreme".

Hugh Jackman har siden sin første kræftdiagnose tilbage i november 2013 været meget åben omkring forløbet og på det kraftigste understreget vigtigheden af at bruge solcreme - noget, som han ikke selv gjorde i sin barndom i Australien.

For et år siden fik "Les Misérables"-skuespilleren diagnosen for fjerde gang og advokerede atter for vigtigheden af at beskytte sig mod solens farlige stråler.

- Et eksempel på hvad der sker, når man ikke bruger solcreme. Basalcellekræft. Den mildeste form for cancer. Husk at bruge solcreme, og bliv undersøgt regelmæssigt, lød meldingen og opfordringen på Instagram fra den folkekære skuespiller, der privat er gift og far til to.

Ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse fik 11.692 danskere konstateret samme type hudcancer som Hugh Jackman i gennemsnit i årene 2010 til 2014.

Se opslaget her:

/ritzau/FOKUS

Sponsoreret indhold