Nyheder10. september 2018

L.O.C. springer ud i nyt eventyr: Her er hans nye job

Liam O’Connor, også kendt som L.O.C., har kastet sig over et nyt eventyr og lægger stemme til efterårets store animationsfilm SMALLFOOT
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/l.o.c.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Vi kender ham normalt som den hårdkogte rapper, der kaster om sig med hårde rim og gloser. Men til efteråret kommer vi til at se en ny side af Liam O’Connor, bedre kendt som L.O.C.

Den 39-årige rapper har nemlig fået en rolle i det kommende animerede familieeventyr SMALLFOOT, hvor han lægger stemme til en af de bærende karakterer. Han kommer desuden til at vise sit musikalske talent frem i filmen også.

Det skriver SF Studios i en pressemeddelelse.

I familieeventyret bliver Bigfoot-legenden vendt på hovedet, da en ung Yeti finder noget, som han ikke troede eksisterede – nemlig et menneske. Efterårsfilmen er ifølge SF Studios en ”rørende og sjov historie om venskab, mod og glæden ved at opdage noget nyt”.

Det er langt fra tilfældigt, at netop Liam O’Connor er blevet castet til rollen som Yeti’ernes ældste og alvidende leder, Stenmesteren.

I den originale amerikanske version af filmen, er det nemlig rapstjernen Common, der lægger stemme til Stenmesteren.

Filmen har ud over Liam O’Connor fået et dansk cast bestående af Silas Holst, Kenneth M. Christensen, Annelie Karui Saemala, Alexandre Willaume, Laus Høybye m.fl.

SMALLFOOT kan ses i landets biograferne fra 4. oktober.

Sponsoreret indhold