Nyheder27. juni 2017

Kan du huske Ivan Olsen? Her er Gummi-Tarzan i dag

Den tynde og splejsede Ivan Olsen er for længst vokset ud af "Gummi-Tarzans" skygge. SE og HØR har talt med Alex Scheunchen, der spiller Gummi-Tarzan om, hvad livet har bragt efter filmsuccesen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/unavngivet.png
 Foto: Metronome Productions / privat

Han blev kendt som den splejsede Ivan Olsen, der altid fik buksevand i skolen i den populære børnefilm "Gummi-Tarzan" fra 1981.

I virkeligheden er der dog intet splejset over Alex Scheunchen.

Han var kun 8 år gammel, da han spillede hovedrollen i den udødelige film. Og faktisk var det slet ikke hans egen ide, at han skulle være børneskuespiller.

- Det var min mor, der så en annonce i et eller andet ugeblad, hvor de søgte en lille, spinkel, mørkhåret dreng. Så hun sendte et billede ind af mig, og det anede jeg intet om. Men så fik jeg altså rollen efter flere auditions, siger Alex til SE og HØR.

Hovedrollen betød, at Alex måtte tages ud af skolen i de 2,5 måned, indspilningerne stod på.

Det var dog bestemt ikke noget, der gjorde den unge skuespiller noget - nærmest tværtimod.

- Det var rigtig sjov og spændende. Det var jo nye steder hver dag, og vi kom ud at sejle og køre og sådan. Og så var det jo lige hjem og øve replikker med min mor til næste dag. I weekenden måtte jeg så lave skolearbejde, siger han.

Men når først optagelserne er slut, og filmen er klippet sammen, følger også en tid i rampelyset.

Gummi-Tarzan blev en kæmpe succes, og i dag kan de fleste voksne og unge nok stadig huske den ikoniske Ivan Olsen.

Succesen var også til at mærke for Alex Scheunchen.

- Det var da grænseoverskridende, at folk lige pludselig hviskede om en og pegede på en på gaden. Men jeg har aldrig oplevet noget negativt, det har altid kun været positivt, siger han.

Selvom han altså var hovedrollen i en af de store filmsucceser, har resten af Alex' liv ikke stået i skuespillets tegn.

Faktisk har den tidligere "Gummi-Tarzan" bevæget sig i stik modsatte retning.

Han har flere gange været udsendt som NATO-soldat, og i dag arbejder han i Kastrup Lufthavn som havnebetjent.

Der er altså intet ved Alex' liv, der berettiger ham til kælenavnet "Gummi-Tarzan".

Han kan dog også leve et stille og roligt liv i skyggen af den populære børnefilm.

- I dag bliver jeg dog ikke genkendt mere. Eller jo der var lige en her for et stykke tid siden, der godt kunne kende mig, men ellers har jeg jo ændret mig lidt fra dengang, siger han.

I galleriet herunder kan du se mange flere billeder fra den ikoniske film, der blandt andet havde Otto Brandenburg og Peter Schrødder på rollelisten:

Gummi-Tarzan

Sponsoreret indhold