Nyheder13. december 2018

Her er den mørke sandhed om ”søde” Luffe

Vi lærte ham at kende som den søde søløve-sæl, men i virkeligheden var Luffe fra Nissebanden slet ikke så sød.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/luffe_front.jpg
 (Foto: YouTube)

- Luffe, Luffe du den sødeste søløve søen har set.

Ja, hvis du husker den populære julekalender Nissebanden, husker du nok også den skønne sang, som Hr. Mortensen sang til sin yndlings søløve-sæl Luffe.

Nok var Luffe til vand og til pjasken og til sild og til smasken – men den var altså hverken til klap eller kæl, som Hr. Mortensen ellers sang i sin sang til Luffe.

For faktisk var både Hr. Mortensen – og alle de andre skuespillere – bange for søløven.

Det fortalte én af de andre skuespillere, Flemming Jensen, for nogle år siden til mx.dk.

- Det var jo nærmest dyremishandling, for vi optog scenerne med Luffe i et varmt studie, og da lysene blev tændt, blev den nærmest blind af det. Så den blev aggressiv, og der var flere gange, hvor vi måtte springe for livet, fordi den gik til angreb, fortalte Flemming Jensen og tilføjede, at det var hans idé, at Luffe skulle med.

Flemming Jensen, som spillede Lunte i den populære julekalender, havde forestillet sig en rigtig cirkus-søløve fyldt med tricks, men i stedet fik julekalenderen med hans ord en 'dorsk søelefant, der ikke kunne noget som helst'.

Og oveni købet var skuespillerne bange for ham.

- Vi havde skrevet en meget yndig sang, som Hr. Mortensen skulle synge til Luffe. De skulle sidde næsten op ad hinanden, så mens han sang dirrede hans lårmuskler. Heldigvis kom ingen til skade, haha. Børnene skal selvfølgelig stadig synes, at Luffe er sød, når de ser den på tv, men os der var med husker det helt anderledes, sagde Flemming Jensen til mx.dk.

Du kan høre Luffe-sangen i videoen herunder:

Sponsoreret indhold