Cecilie Frøkjær om Jane Aamund: "Godt hun fik fred"

Tilbage i 2005 skrev Cecilie Frøkjær en bog sammen med nu afdøde Jane Aamund.

 

Bogen hedder "Lys i Livet - Cecilie Frøkjær interviewer Jane Aamund", og den tager læseren med ind under overfladen af den populære journalist og forfatters liv.

Siden har de to været gode venner.

I dag bliver Jane Aamund begravet, efter hun døde i tirsdags efter mange års sygdom.

Og TV-værten Cecilie Frøkjær har selvfølgelig taget turen til Lemvig for at sige et sidste farvel.

- Det er godt, hun har fået fred, fordi hun har kæmpet så længe og været meget plaget, sagde den dygtige journalist, da hun ankom til Heldum Kirke, hvor begravelsen gik i gang klokken 11.00.

Overnattede hos Jane

Siden Cecilie Frøkjær og Jane Aamund skrev deres bog sammen for 14 år siden, har de to holdt kontakten ved lige.

I den senere tid har det dog været en smule mere besværligt pga. Jane Aamunds helbred.

- Jamen det er lang tid siden, jeg talte med hende. Men jeg besøgte hende faktisk forrige år heroppe i Lemvig og overnattede hos hende og havde en aften med hende. Ellers har vi mailet sammen, som vi har gjort igennem alle årene, lød det fra den blonde TV-dronning.

Og især de mange mails gjorde stort indtryk.

- Vi lavede vores bog sammen tilbage i 2005, også har vi været i kontakt over mail lige siden. De mails, man fik fra hende, var bare fantastiske, fortalte Cecilie Frøkjær.

Jane Aamund blev 82 år gammel og døde efter flere års kræftsygdom.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close