Nyheder24. februar 2018

Gæstedommer hasteindkaldt til 'Danmark har talent'

Der er et nyt ansigt blandt dommerne i 'Danmark har talent' i aften
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/danmark-har-talent-sus-wilk.jpg
 Foto: All Over Press

Der er et nyt ansigt i dommerpanelet på TV 2 lørdag aften, når en af audition-runderne i 'Danmark har talent' løber over skærmen.

Det er skuespilleren, danseren og modellen Sus Wilkins, der sammen med Peter Frödin, Thomas Buttenschøn og Jarl Friis-Mikkelsen, skal bedømme talenternes udfoldelser.

Hun er vikar for Cecilie Lassen, der måtte trække sig fra to audition-runder, der blev optaget i august 2017, på grund af komplikationer i forbindelse med sin graviditet.

Dermed får kønne Sus Wilkins lov at optræde på TV 2 i den bedste sendetid både i aften og næste lørdag den 3. marts.

Hun havde en løs aftale med produktionsholdet bag udsendelsen om at træde til, hvis Cecilie Lassen måtte melde forfald, men hun var alligevel ikke helt forberedt og lå syg derhjemme, da hendes kæreste pludselig kom ind og bad hende ringe til sin agent med det samme.

Hun skulle straks tage ind til Folketeatret, hvor 'Danmark har talent' bliver optaget.

- Jeg var så forvirret og tænkte 'shit, shit, shit'. Jeg kender formatet, men kender jeg alle reglerne?, fortæller Sus Wilkins til tv2.dk om sine tanker, da hun sad i en taxi på vej til Folketeatret for at erstatte Cecilie Lassen.

Da hun ankom, gik det op for hende, hvad hun havde sagt ja til, da der stod et navneskilt med hendes navn ved siden af navneskiltene til de andre dommere Jarl, Peter og Thomas.

- Dagene var ret rock 'n roll - men det kan jeg egentlig godt lide. Så selvom jeg også blev lidt nervøs, var jeg egentlig mest spændt, siger hun til tv2.dk.

Som gæstedommer ser Sus Wilkins især efter personlighed og udstråling, når hun skal bedømme talenterne.

- Hvis mine øjne ikke kan lade være med at kigge på dig, og jeg kan mærke energien og glæden i maven, så ved jeg, der er noget der, og så får man et 'ja-tak' i min bog, siger hun til tv2.dk. I aftenens udsendelse bliver hun i særdeleshed berørt af 11-årige Carla Cordelia Højstrøm og 12-årige Carl Wilhem Weihe Skak-Iversens dans til tonerne af Adeles 'All I ask'. Cecilie Lassen er tilbage i dommerpanelet, når liveshows begynder den 10. marts. Hun fødte sønnen Alvin den 26. september. Den stolte far er sangeren Silas Bjerregaard. Parret mødte hinanden på en semi-bliond date i 2013 og blev gift i 2016.

Sponsoreret indhold