Nyheder14. juli 2023

Går ferien til Sydeuropa? Sådan kommer du sikkert gennem hedebølgen

Folk reagerer forskelligt på den ekstreme varme, lyder det fra dansk professor
Varme i Sydeuropa
Rejsende i Sydeuropa bør være opmærksomme på at holde kroppen nedkølet, mens temperaturerne overstiger 40 grader.
 Foto: Cristina Quicler/AFP/Ritzau Scanpix

Sydens sol er brandvarm denne sommer, hvor turister i Sydeuropa kan opleve over 40 graders varme. Men det er ikke alle, der kan klare den ekstreme varme, og det kan resultere i hedeslag.

Hanne Berg Ravn, der er professor i anæstesi ved Syddansk Universitet, står bag artiklen i Patienthåndbogen, der omhandler hedeslag og overophedning, og ifølge hende er det ikke muligt at sige, hvornår det bliver for varmt.

- Det er meget individuelt, hvornår det er svært at tåle høje temperaturer, siger hun til SE og HØR.

I Patienthåndbogen på Sundhed.dk er det beskrevet, hvilke forholdsregler der er, hvis man er en af dem, der ikke holder til over 40 graders varme og derfor risikerer overophedning eller hedeslag.

Hedeslag og overophedning

  • Hedeslag opstår, når kroppens temperaturregulering svigter, og kropstemperaturen stiger til over 40 grader i varme omgivelser og/eller ved høj fysisk aktivitet
  • Symptomerne er hovedpine, tørst, svimmelhed, hurtig puls, hurtig vejrtrækning, døsighed, forvirring og mindsket bevidsthed i stigende alvorlighed
  • Det skal behandles med afkøling, og man skal drikke rigeligt væske - gerne salt/elektrolytholdige som sportsdrik
  • Ved alvorlige tilfælde - f.eks. åndenød, opkastning og svækket bevidsthed - kald 112

Kilde: Hanne Berg Ravn, Patienthåndbogen, Sundhed.dk

De to typer tilstande defineres efter en persons kropstemperatur. Hvis kropstemperaturen er over 37,5, er der tale om overophedning og er den over 40 grader, er det defineret som et hedeslag.

Lige nu og de kommende dage forventes der over 40 grader i dele af Spanien, Frankring, Grækenland, Kroatien og Tyrkiet. Og skal man til et af de lande, bør man være opmærksom på at vende kroppen til den ekstreme varme.

Ifølge Patienthåndbogen kan det nemlig tage alt fra nogle få dage og op til tre uger, og er luftfugtigheden høj, vil det være endnu sværere, og risikoen for hedeslag eller overophedning bliver større.

Det skal du gøre

For at forbygge en overophedning anbefales det ifølge Patienthåndbogen, at man søger køligere omgivelser, hvis du mærker symptomer. Det kan enten være skygge eller at hoppe en tur under en kølig bruser.

Her er symptomerne

Symptomerne på hedeslag starter ofte med symptomer fra hjernen, som tiltager i sværhedsgrad ved stigende temperatur:

  • Hovedpine, konfusion, agitation, sløret tale, irritabilitet, kramper og koma.

Andre alvorlige symptomer omfatter:

  • Tør, rødmende og brændende hud (kan være fugtig ved hedeslag udløst af fysisk aktivitet)
  • Nedsat produktion af urin og stærkt koncentreret urin
  • Kvalme og opkastning
  • Hurtig respiration
  • Høj puls

Kilde: Hanne Berg Ravn, Patienthåndbogen, Sundhed.dk

Det anbefales også at drikke meget væske og gerne saltholdige drikke. Her kræver det tre til fem liter væske på et døgn, dog ikke for meget alkohol.

Let og luftig påklædning kan hjælpe, og så kan en tur i baljen med jævne mellemrum også være gavnligt for at holde kropstemperaturen ned i varmen.

Lykkes det ikke at holde kropstemperaturen nede, kan det få fatale konsekvenser og i værste tilfælde medføre dødsfald, lyder det i Patienthåndbogen.

Sponsoreret indhold