Nyheder27. november 2016

Fra “Vild med dans”-gulv til sosu-job og boksering

Efter fredagens flotte sejr i “Vild med dans” venter hverdagen nu for Sarah Mahfoud
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bz5i6976.jpg
 (Foto: Claus Poulsen)

De sidste måneder har været en lang dansefest for bokseren Sarah Mahfoud. Fredag aften kulminerede det hele i Horsens, hvor hun sammen med sin dansepartner Morten Kjeldgaard fortjent løb med sejren og titlen som vinder af ”Vild med dans” 2016.

Nu er dansefesten dog slut, og hverdagen banker igen på. Hvert fald fra på tirsdag, for der vender 27-årige Sarah Mahfoud tilbage til jobbet som sosu-assistent.

Det fortæller hun i et interview med Ekstra Bladet:

– Tirsdag er jeg tilbage på jobbet. Det er noget helt andet, men jeg kan godt lide mit arbejde, fortæller Sarah Mahfoud til Ekstra Bladet.

Sarah Mahfoud blev færdig som sosu-assistent for et år siden og har siden arbejdet i hjemmeplejen i Hørsholm Kommune. Jobbet har hun også passet, mens hun sideløbende har fået styr på cha cha vha og valsen.

- Det er virkelig noget af en kontrast. Men jeg elsker mit arbejde som hjemmehjælper. Det giver mig livsglæde at hjælpe andre mennesker og gøre dem glade, har Sarah Mahfoud tidligere fortalt i et interview med Avisen.dk.

Selv om hun er vild med jobbet i hjemmeplejen, kan hun også godt mærke, at det er et hårdt job.

- Nogle gange føler jeg, at vi kun slukker brande. Vi har allesammen utrolig travlt og når ikke at lave forebyggende arbejde. Vi når kun den mest nødvendige pleje og omsorg. Det går ud over de ældre, som vi har ansvaret for, og det er virkelig synd, fortalte Sarah Mahfoud i interviewet med Avisen.dk.

Foruden jobbet som sosu-assistent skal Sarah Mahfoud også træne i bokseringen igen. Sarah Mahfoud er nemlig ikke kun god på dansegulvet, men også i bokseringen. Hun er således to gange nordisk mester i boksning i vægtklassen fjervægt. Og så er hun også tre gange danmarksmester i boksning i vægtklassen fjervægt.

Se billeder fra finalen i "Vild med dans" herunder:

Vild med dans finalen i Horsens 25. november 2016

Sponsoreret indhold