Forældre i sorg: Dennis døde på efterskolen

LÆS OGSÅ: Tog lillebror med i døden

Lone Nielsen var i Bilka for at købe en ny lænestol, da hendes telefon ringede. Hendes stemme knækker flere gange, mens hun fortæller. Personen i røret var en ansat på Sofie Rifbjerg Efterskole i Nørre Alslev, hvor hendes ældste søn, Dennis, gik.

– De havde fundet Dennis ude på toilettet.

– De var i gang med genoplivningen, og ambulancen var der. Jeg stod ved kassen og måtte aflevere alle mine ting i informationen og sige: ”Pas lige det der, mens jeg finder ud af, hvad der er sket med min søn”, siger Lone Nielsen fra Ballerup om den forfærdelige augustdag i 2001.

I podcastserien "Afdødekontakt" kan du komme helt tæt på, når pårørende til afdøde hidkalder clairvoyant Selma Ambirk for at få kontakt til deres kære.

Ude af sig selv ringede hun til sin mor, som fik fat i Lones yngste storebror, Brian.

Han hentede straks sin søster og kørte hende til den nærliggende politistation. Lone anede ikke, hvor hun ellers skulle tage hen.

– Jeg spurgte, om de kunne hjælpe mig, så de ringede til efterskolen, og da fik jeg at vide, at der var ikke noget at gøre. Dennis var død.

Lone ser på sin mand, Jens Nielsen, der sidder ved hendes side med tårer i øjnene. Han var på arbejde, da han fik beskeden.

Jens har valgt at lade sin kone føre ordet, da han ikke føler sig i stand til at sætte ord på deres tab. Sorgen sidder stadig dybt i dem efter 22 år.

Omsorgsfuld dreng

– Dennis tog sig altid af sine yngre brødre, Daniel og Patrick. Han legede mere med små børn end store, fordi han ikke var alderssvarende, siger Lone og forklarer, at Dennis havde Klinefelter syndrom.

– En tilstand, som giver motoriske og indlæringsmæssige vanskeligheder. Hans omsorg for andre fejlede til gengæld intet.

I forældrenes entré står nu et mindeskab til ære for deres søn. På hylderne er blandt andet hans første sko, en gipsafstøbning af hans hånd og billeder fra hans alt for korte liv.

De viser en glad dreng på hesteryg, med sin skoletaske og i klubben med bedstevennen Robert. Der er selvfølgelig også gjort plads til autografkortet fra hans store idol, fodboldspilleren Kim Vilfort.

Dennis blev 17 år. En stor del af hans barndom brugte Lone på at tage ham med til undersøgelser på hospitalet.

– Allerede da han var i vuggestue, sagde jeg til lægerne, at der var noget galt, men det var først, da han blev 12 år, at de fandt ud af, at han havde Klinefelter syndrom.

– Han var også født med en mislyd på hjertet, og om sommeren inden hans død var han under udredning for epilepsi på Filadelfiahospitalet. De sagde, at de ikke kunne se noget, men vi skulle holde øje med, om han fik anfald, og lave et anfaldskema. Det nåede vi ikke.

Et sidste farvel

Den sidste gang, forældrene så Dennis, var, da de vinkede farvel til ham efter sommerferien. Der var ingen tegn på, at noget snart ville gå galt.

– Han skulle selv tage bussen til efterskolen.

– Han var glad, for nu skulle han ned til kammeraterne, husker Lone.

De har aldrig fået fastslået, hvorfor sønnen faldt om og døde på toilettet.

– Lægerne sagde, det tydede på et epileptisk anfald, men han var jo udredt for epilepsi.

– Siden har de været i tvivl om, hvorvidt Dennis nu også døde af epilepsi, eller om det var noget med hjertet, siger Lone og ryster opgivende på hovedet. Uvisheden har ikke gjort det nemmere for dem at bearbejde, hvad der skete.

Tabet af Dennis var ikke den eneste tragedie, der ramte familien det år. Den 4. januar 2001 mistede Lone sin mellemste storebror, Alex.

– Han blev slået ihjel … åh nej! … udbryder hun og begraver sit ansigt i hænderne. Tankerne om hans sidste sekunder er for ubærlige til, at hun kan holde tårerne inde.

– Han boede ved siden af en psykisk syg udlænding, som ikke fik den hjælp, han skulle have. Min storebror og hans kæreste var ved at flytte, fordi der ikke var nogen, der turde være i nærheden af den syge mand. Men han ventede på min bror den 4. januar ude foran døren om morgenen.

Mistede tre på et år

41-årige Alex René Kristensen blev ved sekstiden den morgen knivdræbt på svalegangen foran sin lejlighed i Køge.

Senere samme dag meldte en 39-årig irakisk mand sig selv til politiet og erkendte drabet på Lones forsvarsløse bror, som blev fundet af chokerede naboer.

Gerningsmanden boede i samme lejlighedskompleks. Gennem længere tid havde han opført sig truende og voldeligt over for de øvrige beboere, som flere gange havde meldt ham til politiet, uden at han dog stoppede sin chikanerende adfærd.

Den januarmorgen opsøgte han Alex og stak ham ihjel tre gange med en køkkenkniv. Han blev efterfølgende dømt til anbringelse på et hospital for sindslidende.

Lones mor fik beskeden om mordet, da hun så nyheden i fjernsynet. Hun gik i chok, fortæller Lone, som også selv fik revet tæppet væk under sig, da hun blev underrettet. Få dage forinden havde hun set Alex i levende live, da hele familien var samlet til julefrokost. Hun kunne ikke fatte, at han nu var revet så brutalt fra dem, og de næste mange dage magtede hun ikke andet end at ligge på sofaen og stirre ud i luften.

Syv måneder senere mistede hun Dennis, og blot fire måneder efter – den 7. december 2001 – gik hendes mor, Bente, bort. Retssagen mod Alex’ morder var netop slut, da Bentes svagelige lunger drog deres sidste åndedrag. Hun blev 62 år.

– Det var som at få et par flade hele tiden. Jeg nåede aldrig at komme videre i noget. Hun var indlagt på Glostrup sygehus med nyrebækkenbetændelse og KOL, og så blev jeg ringet op om morgenen af min stedfar, som sagde, at min var mor død.

– Jeg havde lige snakket med hende to dage forinden, hvor hun sagde, at hun skulle hun hjem og pynte op til jul, fortæller Lone, som i lang tid efter frygtede endnu et dødsfald, hver gang telefonen ringede.

Hylder sin mand

Lone giver sin mand æren for, at hun ikke knækkede helt i tiden efter.

– Han har altid været der. Folk siger også, at jeg er heldig, og spørger: ”Må jeg ikke låne din mand?”.

– Jeg har skudt papegøjen, må jeg indrømme. Han har været den, der har taget over, når det har været svært for mig, siger hun med henvisning til, at Jens sørgede for, at hverdagen gik videre efter tragedierne og stod for mad, tøjvask og sendte drengene i skole.

I 2004 indstillede hun ham til Ude og Hjemmes daværende konkurrence ”Kærligheden overvinder alt” for at vise sin taknemmelighed. Parret vandt i den forbindelse en tur til Tyrkiet, og på rejsen skete der mystiske ting, som fik dem til at tænke, at Dennis måske stadig var hos dem.

– Da han blev båret ud af kirken, blev der spillet temasangen fra Titanic, og da vi kom ind på hotellet i Tyrkiet, spillede de den samme sang. Da vi kom op på værelset, og en af ungerne tændte fjernsynet, var det også den første melodi, der kom frem. Jeg tænkte: ”Hold da op, han er med!”, siger Lone berørt.

Ønsket om at få bekræftet, at Dennis – og måske også Lones bror og mor – stadig er i nærheden, har nu fået dem til at kontakte Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk. I podcasten Afdødekontakt fortæller Selma mere om, hvordan hun skabte kontakt til Dennis.

Lyt med herunder eller hvor du normalt lytter til podcast: