Nyheder13. juni 2016

Folkekær skuespillerinde får hæders-Reumert

Skuespillerinden Lisbet Dahl modtager søndag aften årets hæders-Reumert for sit store kunstneriske format
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/lisbet-dahl.jpg
 Foto: Dan Mariegaard)

- Hold da kæft, hvor er jeg glad. Tak.

Det var en tydelig berørt Lisbet Dahl i Operaen i København, der søndag aften løb med årets hæders-Reumert.

Og det var da også store ord fra juryen, som fulgte med prisen til den 70-årige skuespillerinde:

- På et splitsekund kan du åbne for noget, der får hele situationen til at vokse, på én og samme tid i kontakt med dig selv, med publikum og med noget, der er endnu større.

For ikke alene er hun kendt som revy-primadonna, men også som instruktør og skuespiller, der med styrke og følsomhed sætter menneskeskæbner på scenen, mener juryen.

Lisbet Dahl er uddannet fra Aalborg Teater i 1967 og har spillet med i en række skuespil og haft flere roller i tv-serier. Men særligt kendt er hun fra revyen, hvor hun både har været med i Cirkus- og Tivolirevyen.

Det er dog ikke første gang, at den erfarne skuespiller er blevet hædret. Hun har tidligere modtaget Henkelprisen og er blevet æreskunstner i Revyernes Revy. Derudover er hun Ridder af Dannebrog.

Men søndag aften i Operaen blev også brugt til at hædre en masse andre fra dansk scenekunst, hvor komikeren Nikolaj Stokholm og skuespillerne Rasmus Botoft og Bodil Jørgensen stod i spidsen for festlighederne.

Årets mandlige hovedrolle blev tildelt Olaf Johannessen for sin rolle i stykket "Puntila" på Det Kongelige Teater, mens Benedikte Hansen fik årets kvindelige hovedrolle for at spille sorgfuld kvinde i stykket "Tørst" på Teater Får302.

Årets instruktør blev Rolf Heim for at instruere "Hvem har æren?" på Odense Teater og "Arne går under" på Bådteatret. Årets forestilling gik til vampyr-forestillingen "Lad den rette komme ind" på Odense Teater.

Det er Bikubenfonden, der indstiftede Reumert-prisen i 1998, og ud over æren følger der også penge med til de mange prisvindere.

Talentprisen, som blandt andre i år gik til balletdanseren Tobias Praetorius og instruktør Liv Helm, får 35.000 kroner, mens de andre prismodtagere får 40.000 kroner.

For Lisbet Dahl følger der hele 200.000 kroner med de rosende ord.

Sponsoreret indhold