Så skete det: Første million skrabet fri i julekalender

Den første heldige vinder af en million på Quicks skrabejulekalender er fundet.
(Foto: Quick)
En midaldrende mand fra Københavnsområdet har som den første i år skrabet ti juletræer på sin julekalender
Hos en familie i Københavnsområdet bliver julegaverne ekstra gode i år.
I dag, den 22. december, blev den første millionvinder på Quicks skrabejulekalender nemlig fundet.
Den heldige vinder blev en midaldrende mand fra Københavnsområdet, der fik sig noget af en overraskelse, da han så det tiende juletræ bag felt nummer 22.
- Jeg skrabede låge nummer 22 her i morges og var ved at få morgenkaffen i den gale hals, da det 10. og sidste juletræ tonede frem. Det er helt vildt!, siger han til Danske Spil.
Den glade vinder har ellers altid kun vundet de 50 kroner, ligesom mange andre danskere må nøjes med.
Han siger, at pengene skal bruges på ekstra gode julegaver, og resten skal investeres.
Der findes i alt fem julekalendere med milliongevinsten, så der er stadig fire danskere, der kan nå at få en ekstra julegave.
Herunder kan du læse 12 ting, du måske ikke vidste om Quicks skrabejulekalender:
12 facts om julekalenderen fra Quick

1. Den første julekalender udkom i 1994 under navnet ”de voksnes julekalender”. Den var en pendant til den klassiske børnejulekalender med låger.

2. Det første år blev der solgt i omegnen af en million eksemplarer. I disse år bliver julekalenderen trykt i cirka 2,50 millioner eksemplarer.

3. Undersøgelser har vist, at 44 pct. af danskerne over 18 år køber en julekalender. Det svarer til 1,9 millioner danskere. Mange køber faktisk mere end én og giver også gerne én væk som gave.

4. Ikke alle kan vente… 39 procent skraber således felterne før tid.

5. Hovedpræmien har altid været 1 million kroner.

6. Der er gevinst på hvert tredje lod.

7. Du skal krydse fingre – og være overordentlig heldig – hvis du skal vinde millionen. Chancen for at vinde millionen er sølle 0,00062 procent.

8. Kalenderen har alle årene kostet 50 kroner.

9. Motivet bliver hvert år udskiftet og bliver lavet af en tegner/grafiker, som Danske Spil udvælger.

10. Der er 653.000 gevinster á 50 kroner og 102.000 lodder på 75 kroner.

11. 52 procent af Danske Spils indtægter for julekalenderen bliver udbetalt i præmier.

12. De resterende 48 procent går til administrativt arbejde og ikke mindst til tipsmidlerne, der er med til at finansiere en lang række danske foreninger og kulturliv.